November (Nils Collett Vogt)

Jeg driver i solundergangen
med stormende hjerte langs havet,
hvor fjernt det sig velter derute
i skumfok og blod begravet.
Det er i den øde november,
da maakene vipper og svinger
med hæse ksrik over graven
og duver paa trætte vinger.

Som var det et ondskapsfuldt øie,
der skadefro, flammerødt skuer
vidt over den synkende verden,
staar solen i vest og truer.
Saa dukker den varslende under,
og makten tar mørket derute.
Jeg hører maakene hvine
og alle hundene tute.

Mig synes, jeg er en ensom,
den vildeste fugl av dem alle
og er ikke ræd for min time,
da dødsmørkets fred skal falde.
En elsket vel livet for meget
og sløste i letsind med gaven --
Der kommer tid, da vi alle
svinger i sorg over graven.

Forlatt er den synkende verden,
og livssykt og klagende piper
i lynget de mødige vinde
og furer saa dype striper.
Og dog er det fast, som jeg kjender
i denne sørgmodige aften
det risle mig gjennem margen
av boble av ungdomdskraften:

Jeg hilser jer, skrikende fugler
og al eders stormvante skare,
hvor ute paa havet i duver
og stunder mot nød og fare,
jeg hilser jer høit, I, som hverken
har kjærlighetsfavn eller rede,
men elsker uveirets vildhet,
dets frie, jagende glæde!

Det hærder at krysse for livet
mot natten og vinden og regnet
og frihetens stormveirsluft aande,
hvor selv den modigste segnet.

Og ingen det var, det var ingen,
som dødsnattens nødsskrik fik høre.
Hvad raker os vel de andre,
som sitter gjemt inden døre?

Men I, som kun trives i fare,
I vet j, hvor brystet tidt vider
sig ut i fortvilelsens vellyst,
naar aller ensomst vi strider!
I vet, hvor det fryder at trodse
de himmelske, graadige makter,
de jordiske med, og gynge
i storm til bølgenes takter.

Og blev end de bærende vinger
av stormpisket lammet før tiden,
velan da, saa lyder avmaktens
smertestøn hæsere siden,
saa brænder vel hugen ei mindre
hos den, som i ensomhet følger
jer fred mellem jord og himmel
og havets slukende bølger.