O Vaar

O Vaar, du har skuffet mig
 Gang paa Gang.
Du loved i Lund og Li.
Jeg gav dig bestandig
 min bedste Sang,
— jeg havde ei bedre at gi.
Naar Verden sig sortnede
Aar efter Aar,
 jeg gjemte et Haab,
 og det Haab, det var: Vaar
— O Vaar, du har sveget mig
 Gang paa Gang.
Og jeg, ja, jeg gav dig
 min bedste Sang.

Jeg aabned min Sjel
 for din lokkende Røst
og ænsed ei Frostnattens Brod.

Jeg er ikke skabt
 til at haabe mod Høst;
og det er dog kanske min Lod.
Jeg kan ikke for,
at jeg stunder og tror,
 naar Solstraalen varmer,
 og Græsspiren gror.
Da er det, jeg synger
 Vaaren min Sang,
om og den har sveget mig
 Gang paa Gang.

O Vaar, du har skuffet mig
 Gang paa Gang.
— Men skuff mig dog engang endnu
Og end vil jeg kvæde
 en solrunden Sang,
og den, som faar Sangen, er du.
O Vaar, du er Livet,
o Vaar, du er Sang!
 Og om du saa skuffer mig
 Gang efter Gang,
saa synger jeg endda
 om Liv og om Vaar,
— — jeg gjør det saa gjerne,
 til kommende Aar.
         ————————