Obelisken fra Luxor

av Johan Sebastian Welhaven

Den stod i Ørknen. I Vidunder-Landet,
Blandt Templers Gjenfærd, har den hævet sig,
Hvor Samums Aande gløder over Sandet,
Hvor Livets Gud, Osiris, ligger Lig.
De dunkle Skrifter paa dens haarde Flader
Er præged af en Stamme, der forgik,
Mens strenge Sfinxer laa i lange Rader
Og læste dem med gruelig Blik.
Mod denne Ligsten klang kun Stormens Hvin,
Og dybt fra Nilen Klynk af Krokodiller,
Og Skriget af den vilde Beduin,
Men ingen Sangfugls trøsterige Triller.
Dog engang brused Tumlen om dens Fod;
Den saa Sesostris' glimmerfulde Dage,
Den saa de fjerne Folkeslægter drage
Med bundne Hænder langs den mørke Flod:
Der gik med sænket Blik, i Harm og Vaande
Den stolte Jøde, rammet af sin Gud,
Den plumpe Neger, og den høie, blonde
Hyperboræ med tatoveret Hud,
Og Baktrianen, den forvovne Rytter,
Og Surasaten i sin Skjønheds Glands,
Med Pandserskjorte og med Fjæderkrands,
Og Roxolanen, og den kjække Skyther.
Det vilde Sistrum klang i Templets Gange,
Isis og Apis stod i Fakkelskin;
Og med den bundne, blomstersmykte Fange
Skred stumme Præster over Altrets Trin.
Der stod Sesostris, huggen i Granit,
Med Ammons-Hornet om sin brede Pande,
En vældig Guddom, fra hvis faste Skridt
Gik Angst og Bæven over mørke Lande.

Men efter lange Seklers dybe Drøm
en ny Sesostris stod ved Nilens Strøm;
han drog i Ørknen som et Tordenveir,
og Mulmet veg for Skinnet af hans Leir,
og intet Jetteverk stod længer fast,
naar det var truffet af hans Øiekast.
Se, Ligsten-Oldet er for stedse endt
trindt hvor hans Blik har sine Straaler sendt;
den nye Tid er ved hans Tryllemagt
til Livet knyttet med en evig Pagt.
Den kan ei glemmes under Sten og Kalk;
nu Slægtens Daad er Slægtens Katafalk.
Europas Slægt har stirret, sløv og blind,
i et ægyptisk Dødningmørke ind,
og muret Helligdom og Skolehus
af sunkne Graves og Kolonners Grus.
Ak, mange Ætlæg maatte først forgaa,
før Slægten atter vaagnede og saa.
Hvor Vestens Folk har sat sit Friheds-Træ,
staar Obelisken nu, en stolt Trofæ;
den maatte flytte, som en tung Tribut,
fra Ligene, hvis Herredom er brudt.

Nu bruser atter om dens Kæmpefod
al Verdens Folkeslag i broget Vrimmel;
men Blikket maaler den med freidigt Mod,
og ser den pege mod en vaarlig Himmel.
Paris! Fra Trælleverdnens gyldne Tid
har Du et Vidne til din gode Strid.
Lad Frihed seire over Mulmets Rester!
Vis dine Fanger! — det glade Gjester.
Den lette Skare iler frit og trygt,
af Vaaren favnet og med Krandse smykt,
med Dig til Livets og til Lysets Fester.

Digte - Innhold

Reisedigte (Digte - Welhaven)
« Champs Élysées	Jardin des plantes »