Opsloe med omliggende egn
Jeg atter glad i dine Skygger hviler,
Jeg atter aander dine Blomsters Duft
Og paa din Bjergaas Æthers rene Luft
Og frydes ved hver Ynde du tilsmiler.
O blide Egn! som tidlig lærte mig
At ynde skiøn Natur og elske dig.
Høit ved dit Syn mit gulde Hierte banker,
Som hilste jeg en længesavnet Ven;
Jeg kalder hver en svunden Fryd igjen,
Og, sværmende blandt vemodsfulde Tanker,
Jeg maner Synder frem af Tidens Grav
Med Phantasiens lette Tryllestav.
Fra Egebiergets Aas mit Øie følger
Det hele skiønne vidtudstrakte Land,
Og Vingens Bye- og Markbeklædte Strand,
Og skibe dukkende paa Fjordens Bølger;
Indtil nysgierrigt Øie standse maa
Ved fjerne Klipperaders Dunkelgraa.
I skiøn Afvexling Dalen sig utbreder
Og stiger trappevis mod Fjeldet op,
Hvis kolossalske granbevoxne Krop
Sin mørke Kjæmpeskygge vidt udspreder;
Hist smiler frodig Eng med Blmoster klæd,
Her bølger tætte mørkegrønne Sæd,
Ved Fjordens vestre Arm en Bye sig hæver
Bag Masters tætte Skov i trygge Havn;
Den bærer fierde Kristians stolte Navn,
Og over den hans hulde Skytsaand svæver.
O aldrig vige den for daarlig Pragt,
Og Overmod og Sædernes Foragt!
Omskabt fra øde Mark til Blomsterhoie
En Rad af Løkker trint omhegne dig,
Du Norges Hovedstad! Der hæver sig
Saa mangt et Smagens Tempel for mit Øie;
Der smiler Glæden til Naturens Ven,
Som veed at skatte og at nyde den.
Hist sees en Krands af mørke Træer som skjuler
Den døde Krigers tause Hvilested,
I Fredsom Grav hans Been her sænkes ned,
Ei Krigen som den blodig Haand udhuler,
Dens Bulder hæres kun fra fjerne Egn,
Mens Norge hviler trygt bag Fredens Hegn.
Tæt ved paa høien Hald et Tempel kneiser
Paa stærkere Pillere med gothisk Ziir;
Æreverdig løfter det sig ranke Spir,
Og, Sekler trodsende, sit Hoved reiser.
Fjern hører jeg dets Dødningklokkers Klang,
Og øiner Særgeskarens sagte Gang.
Men Øiet daler ned paa Søens Flade,
Og stirrer paa den øebestødde Fjord,
Hvis Vande sig om mangen Odde snorer,
Hvor Fiskene i Solens Glands sig bade.
Der driftig Haand utkaster stærke Vodd
Og rige Fangst nedtygner lette Baad.
Hvad seer jeg hist bag Øyens Klint fremrage?
Tremastet Skib nu langsomt nærmer sig.
Ærebødig, Aggershuus! det hilser dig,
Og Klipperne Kanoners Drøn gientage;
Fra fremmed Land til længe savnet Hjem
Med jævne Bør det glider stadig frem.
Høit over lave Søe du stolt fremstiger
Bjergfaste Slot! berømt fra fjerne Old,
Du trodsed' tolvte Karls, som Skjæggas Vold
Og lyned' Skræk og Død mod djærve Kriger;
Selv Karl du hilste tidt med Dødens Bud,
Og varsled' ham at frygte Normænds Skud.
Fra dig mit Blik sig over Fjorden hæver
Til hine siunkne Klostermure hen.
Ruiner! hellige for Oldtids Ven,
Som dyb og øde Stilhed her omsvæver;
Hvor tidt jeg steeg i eders Huler ned,
Og søgte Spoer af fordums Herlighed.
Ja Opsloe! du var stor blandt Norges Stæder,
Og stolt af Kongers, stolt af Klærkers Pragt;
Mel al din Pomp er nu i Aske lagt,
Og siunken, siunken er din fordums Hæder.
Hvo viser mig hvor dine Templer stod
Og Kongers Liig ved Halvards Alterfod?
Dog i din Ringhed selv du meer mig fryder
End Kongestadens Pragt og Kunstens Pral.
I Skjødet af din fredelige Dal
Man aander frit, og glad hver Udsigt nyder,
Adskilt fra qvalme Bye ved Vigens Arm,
Man seer dens Røg og hører fjern dens Larm.
Ved Bjergets Fod et Tempel sig udbreder,
Der af sin Aske steeg med smagfuld Ziir.
Klart spiller Solen paa det gyldne Spiir,
Og al sin Straaleglands om Domen spreder.
Et kjerligt Tilflugtssted ved Siden staaer
At lette Aldrens Vægt og trange Kaar.
I slynget Løb, bedraget Loe, du flyder
Forbi din Blomsterbred saa blank og reen,
Og rasler snaksom over glatte Steen,
Indtil din Strøm i Vigen sig udgyder.
Der svinder du tilsidst i bundløs Grav,
Som Tidens Strøm i Evighedens Hav.
Jeg øiner dig du Bispers gamle Sæde,
Og dvælende mit Blik beskuer dig;
Der leved' jeg som Barn saa lykkelig,
Der svandt mit Ungdoms Vaar i husslig Glæde,
Der mangen salig Stund jeg henrykt nød
I Venskabs Arme og Naturens Skjød.
Ældgamle Gaard! du ene staaer tilbage,
Dig ene skaanede den vilde Brad;
Forskjønnet af den store Kristian;
Du staaer som Monument fra fordums Dage,
Din stærke Muur og dine Hvælvinger
Som Oldtids Kraft og Fasthed Vidne bær.
Der boer du, ædle Olding, fra hvis Læbe
Flød Visdoms Bud og ømme Faderraad!
O! lad mig takke dig med virksom Daad,
Og ad det store Maal med Iver stræbe,
At ligne dig, og med ubøiet Sjel
At hylde Ret og fremme Brødres Vel.
Fra elskte Hjem mit Øie langsomt daler
Og hviler, skjønne Ladegaard, paa dig,
Hvor Kunsten med Natur forener sig,
Og denne tryllende for Øiet maler
En Udsigt over Søe og Bye og Land,
Til høie Field ved Horizontens Rand.
Farvel du elskte Sted! mig Pligten kalder,
Dens Vink er Lov, jeg maa forlade dig;
Dog skal dit elskte Minde følge mig
I hver en Egn og i hver Livets Alder;
Og naar din Sanger lægger ned sin Stav,
Gid dine Blomster pryde da hans Grav!
av Frederik Schmidt, først utgitt i Samlede Digte i 1811.