Paa Fjeldet

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Nu ſidder Huldren paa Tue
og blæſer i Luren og er ſaa glad;
thi Aftenhimmelens Lue
ſpreder ſit Guld paa det bævende Blad.

Naar Huldren ſpiller i Lien
ſin gamle Viſe en Sommerkveld,
da gjenklinger Melodien
langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld.

Og frem bag moſede Stene
titter den blomſtrende vilde Lind,
og ſuſer med ſine Grene,
og ſtrøer ſine Blomſter i Aftnens Vind.

Og Fosſen i Klippefuren
nedſtyrter mod Dybet med ſtærkere Magt,
og dandſer ſaa vildt til Luren,
og ryſter ſin tindrende Sølvmorsdragt.


Paa Skrænten ved Sætervangen
ſtaaer Jetergutten i Aftnens Glands,
og lytter til Huldreklangen,
og trylles og dysſes af Fosſens Dands.

Han dysſes til han vil blunde
og hvile ſit Hoved hvor Lyngen groer;
han tænker: ak, hvem der kunde
være derinde, hvor Huldren boer!

Da kommer hun let og ſtille,
og kysſer i Fjeldet den brune Dreng,
og lærer ham ſødt at ſpille
paa guldvunden Lur og paa Silkeſtræng.



ifra diktsamlingen Nyere Digte av Welhaven

Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.