Paa Fjeldet

Nu ſidder Huldren paa Tue
og blæſer i Luren og er ſaa glad;
thi Aftenhimmelens Lue
ſpreder ſit Guld paa det bævende Blad.

Naar Huldren ſpiller i Lien
ſin gamle Viſe en Sommerkveld,
da gjenklinger Melodien
langt borte i Bygden, fra Fjeld til Fjeld.

Og frem bag moſede Stene
titter den blomſtrende vilde Lind,
og ſuſer med ſine Grene,
og ſtrøer ſine Blomſter i Aftnens Vind.

Og Fosſen i Klippefuren
nedſtyrter mod Dybet med ſtærkere Magt,
og dandſer ſaa vildt til Luren,
og ryſter ſin tindrende Sølvmorsdragt.

Paa Skrænten ved Sætervangen
ſtaaer Jetergutten i Aftnens Glands,
og lytter til Huldreklangen,
og trylles og dysſes af Fosſens Dands.

Han dysſes til han vil blunde
og hvile ſit Hoved hvor Lyngen groer;
han tænker: ak, hvem der kunde
være derinde, hvor Huldren boer!

Da kommer hun let og ſtille,
og kysſer i Fjeldet den brune Dreng,
og lærer ham ſødt at ſpille
paa guldvunden Lur og paa Silkeſtræng.