Paa kirkegaarden
Kapellet blir luftet, og vildvin-røden
skjælver paa muren i kveldens vift;
med søndrede vinger mod aftengløden
staar duer av marmor paa rusten stift.
Der drømmer i græsset en ældgammel plade
baardet av visnende straa fra ivaar —
der skumrer et navnEmerenze Christence,
og tallene klamrer om seksten aar.
Jeg stanser og gjætter, mens aftenskjæret
sænker forgjængelsens guld over alt:
«Blek har hun været, og blond har hun været,
og Lillen har hun tilvisse vært kaldt.»
Men se, — under efteraarsgyldne rakler
vidner fra jernet i gammeldags aand
en av opstandelsens trodsige fakler
holdt av en ukjendt, himmelsk haand!
Ja vel kan det være, naar levende hjerter
ikke kan glemme, men bygger en blaa
bævende, blændende himmel for Lillen —;
men eftersom hjerterne dør — hvad saa — —?
O Lillen, din evigheds elskere døde,
og selv blev de støv bag det strenge jærn;
kun mindebogstaverne, rustne og røde
staar om din haabede evighed værn!
Og ingen kan huske den blonde unge
Emerenze Christence i dødens favn,
og klokkernes malm skal forgjæves runge
gjennem et bly, ædelmodigt navn!
Men kunde der strømme fra navnestrimlen
bare en drøm om dit ansigtdrag,
skulde du stige paany til himlen
op av mit heftige hjertes slag!
Skulde jeg bli dig den gode hyrde
og bære dig op gjennem blaaningen ungt;
mit hjerte er tomt; ja det savner en byrde,
skjønt underlig nok — det fornemmes saa tungt.
Men Lillen — du gir mig jo bare det dunkle
under et brusende, gyldent haar,
og gravens bogstaver skal altid funkle
og noget, et menneske aldrig formaar!
Emerenze Christence — dit navn være lovet —!
Jeg lægger en blomst mellem hver bogstav!
Jeg kan ikke naa dig; i fred har du sovet
hundrede aar i din daglige grav.
Jeg selv er et himmelløst navn, som svæver
hyllet i duft over gravenes jord;
mit minde er død i en kvinde, som lever;
mit navn, som var elsket, blev bare et ord!
Jeg sturer i skoge, hvor fuglene flokkes
og sørger at synge sit haab i mit bryst —
mit barn Emerenze, vi begge to lokkes
av levende stemmer til livets lyst!
For ogsaa til dig er jeg vis paa der kommer
en irisk, som kvidrer i gravens rogn
i hundrede somre, fra sommer til sommer:
Emerenze Christence — vaagn, vaagn — — —
Digte (1909)
II |