Protesilaos

Blandt græske kjæmper paa Trojaner-toget
fik ingen helt sa bitter lod som han,
der først af alle faldt paa fiendtlig strand
og maatte sande der orakelsproget, -

det strenge sprog, der lød fra Delfis hule,
og vandred varslende fra mund til mund:
"Den første helt, der staar paa Trojas grund,
er og den første, Erebos skal skjule."

"Protesilaos," raabte alle munde,
"det sorte varsel peger paa dit navn!"
Men han stod freidig i sin snekkes stavn
og vendte blikket kjækt fra hjemmets lunde.

Og ingen rædsel holdt hans mod tilbage;
han drog fra Tempes underskjønne dal
og havde trodset i sin afskedskval
Laodamias elskovsfulde klage.

Men da de hule skibe kunde stanse
den lange reise ved dardaners kyst,
da vilde ingen ile frem til dyst,
hvor Hektor svingede den tunge lanse.

Kun han, som guders vilje havde kaaret
til vei at bryde for achæers hær,
Protesilaos, voved livet der
og stred paa stranden, og fik banesaaret.

Mens hær-skrig gjalded, og mens vaaben funkled,
henstrakt i støvet laa den ædle helt.
Der bragtes intet bytte til hans telt;
i tiaars-kampen blev hans ry fordunklet.

Men siden bares han til ærens tinde;
hans navn blev regnet i heroers tal,
og folket vandred til hans tempelhal,
hvor hymnens røst bevarede hans minde.

Og fra de straalende heroers alder
gjenlyder endnu denne dybe røst:
"Hvo der gaar foran i en alvorsdyst,
han seirer ei, - han kjæmper kun og falder."