Psyke

Saa sér jeg dig altsaa atter
mit lille basin!
men nu er der frosne matter
paa blomsternes eng. —
Og skavler av gyldne blade
er rimet fast,
der svalerne brugte at bade
i straalende hast!
Men trods at den skumrende haves
knokkeltrær
bander ved stormen og maanen,
at nat er nær —
saa sidder i dammen bag sivet
foruden værn
fortryllet, forglemt av livet
en Psyke av jærn.
En Psyke, som nøgen og liden
blæser sit straa
uden en tanke for tiden,
som mørk staar paa — — —
Dens kropp med de fine arme
er sommerbar:
paa ryggen er vinger varme,
som sol der var — —
Den blæser sin fløite, skaaren
i flammende aar —
det evige krav paa vaaren,
den evige vaar!

Digte (1909)

IV Angelus Fra Carl Johan Til en digter Psyke Novembernat Stenen

Til dig I II III IV