Sange - XIII (Nils Collett Vogt)
Og det var en juninat fredfuld og stille,
en nat, som bløt og dog halvvaaken slummer
ømt synes at dølge et savn og en kummer.
Men som de i natten var tændte til høitid,
til fest eller død, stod kastaniernes hvite,
de brændende blomsterlys side ved side.
Her hadde jeg vugget de skjærste drømme,
saa sommernatsgyldne, her hadde jeg plukkt
de blekste blomster og sværmet og sukket.
Og alt, hvad mit liv hadde lykketrøst suget
av nætternes elskov, nu laa det som presset
i glødende duft under løvet og græsset.
Aa, kunde jeg blot, ja, da vilde jeg slite
mig løs av mit liv og i kvalmende lede
til jorden mig kaste og knæle og bede!
I duft under blomster og blade og buske
laa minder og glødet, men blomster og buske
stod tause, som kunde de ingenting huske.
Slet ingenting huske! Da strøm gjennem natten,
den lyse, et ildpust. Det fødtes av hete,
av elskov og minder og kvalmende lede.
Og løvtaket suste, og græsstraaet sitret,
men blomstene bøiet sig sammen i smerte
og skalv, ja skalv det, mit blødende hjerte --
