Sange - XI (Nils Collett Vogt)

1894

Det unge, brusende foraar
er efter al dagens larm
træt sunket i skyggers vemod
betaget og rød og varm.

En eneste stjerne funkler
med flakkende, fredløst skin
og lyser dog stor og hellig
som haab i et drømfuldt sind.

Jeg tænker paa fjerne tider,
paa en, hvem jeg længst holdt a'.
Mon tro, om hun endnu mindes,
montro, hun er skjøn som da?

Aa herre min gud, hvor tiden
dog underlig lydløst gaar!
Og nu er det vaar i luften,
ja, nu er det atter vaar!