Skolehuset
(Ved indvielsen.)
av Henrik Ibsen
Mens lien gulner og skogens flor
for løvfalds-stakken må vige,
her vier ind vi en urtegård
for åndens evige rige.
Den ligger højt på klippegrund,
den står med mure trygge; --
Gud signe mildt fra denne stund
det værk, vi her fik bygge!
Vi fjeldets sønner, vi véd så vel,
at urt kan artes på hejen,
at tallens top, der den gror på fjeld,
mod himlen kækt finder vejen; --
vi véd, at strå bag bergets urd
kan aksets kronguld bære;
så trives og bag skolens mur
den grøderige lære!
Thi Gud vil sende sit godvejr ned
til urtegården herinde,
så tankens spirer, så åndens sæd
sig frem til modning kan vinde;
han skænke frimarks luftning mild,
og lys fra livets vidder;
thi friluft trænger tanken til,
som våren fuglekvidder. --
Så vær da viet til sjælerøgt,
du åndens fredlyste have!
Det frø, her lægges, det spire trygt
udover slægternes grave!
Skil aldrig livets vårnatur
fra lære-hjemmets tanke, --
og hvælv dit tag og højn din mur
som værn, men ej som skranke!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer