Sneklokkens roman
Ak, kunne ogsaa Blomstre være vanvittige? Med hvilket
sygeligt blegt Smiil staaer Sneklokken der paa sin grønne lille
Plet midt i Sneen!
"Jeg venter paa Rosen, min Beiler, Sommerens Søn. Han
har sat mig Stevne her. Jeg kunde ikke vente. Jeg er kommen
for tidlig; men han vil nok komme."
"Stakkel! du maa have drømt det under Snelagenet. Han vil
ikke komme. Han er Sommerens rige Søn, men du den fattige
Vinters Datter."
"Saa er det; dog siger mit Hjerte mig, at han vil komme
Han har Guld og Fløjel for os begge. Han talte til mig, og
nævnte denne Plet."
Tre Dage dvælede Sneklokken, zittrende i den kolde Vind.
Men hun følte den ikke mere end Enebærbusken; thi stedse
tænkte hun: "nu kommer han og trykker mig til sit glødende
Hjerte." Den fjerde bøjede hendes Hoved sig; thi hendes Haab
begyndte at vakle; den femte bedækkede en graa Bleghed hen-
des Kinder, thi Tvivl begyndte at nage hendes Hjerte; den sjette
kunde Ingen gjenkjende den Fagre; thi hun tvinede hurtigt under
Tanken, at hun nu alligevel var for hæslig til at elskes af Rosen;
og den syvende var hun ikke mere, thi hendes Hjerte var brustet
med Troen paa den Elskede.
Hvil sødt, smukke Sneklokke! Din Roman var saamangen
stakkels Piges: simpel, men rystende nok til at knuse et Hjerte
og en Tilværelse.
Udpaa Sommeren kommer Rosen, som en Ridder i Guld og
Fløjel. Han veed af Intet; men vilde lee, om han hørte Sne-
klokkens Historie, og fortælle den for Georginerne og Narcisserne
og sin Brud, den kongelige Lilje.
Men se, hvert Foraar kommer jo Sneklokken igjen paa sin
Plet. Skulde hun engang have blusset af Liv før Rosen bedrog
hende eller hun maaske selv bedrog sig med Indbildningen om
hans Kjærlighed, og den blege, jeg talte med, og som jeg saae
forsvinde, kun være Gespenstet, som hvert Aar gjenopliver sin
ulykkelige Lidenskabs Historie?
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer