Stjernen (Vogt)

Dampet har jroden av væte.
Sprutet har bækker av fryd.
Da gav det et blunk. En stjerne!
Og tiende sank hver lyd.

Gylden paa maihimlen funkler
stjernen høitidsfuld - stor . . .
Nattens ømt sitrende hjerte -
Sov ind, du vaartrætte jord!

Og det er, som mit eget hjerte
blir gyldent av stjernens skin,
som alt blir guld, her jeg sitter
vaaken med haand under kind.

Dypt speilet du dig, min stjerne,
i hjertets kveldsstille sjø!
Og nu har jeg livet levet,
og nu er det tid at dø.

Ja, nu har jeg livet levet,
og nu er det tid at dø!
Men hvorfor har jeg det levet?
Og hvorfor maa jeg vel dø?