Thyrsis til Melikrona

 Forgangen da Solen i Vesterhavet borte blev,
 Til Dorimons Græsgang min Faareflok jeg drev.
 De unge Hyrdinder jeg sammesteds forsamlet fandt,
 Som sad i det grønne og Blomsterkrandse bandt.
     Mit Øre
     Fik høre
   En Hyrdusang og sød Musik:
     Da Øjet
     Fornøjet
   Blandt disse Sangerinder gik;
 Og Tiden i Glæde en hastig Afsked fik.
  
 Gemenlig hver Aften, naar Faarene har ædt sig mæt,
 Forsamled vi Hyrder paa denne grønne Slet.
 Vi Lemmerne køle i Skyggen af en Lind og Bøg;
 Og Damon opmuntrer os med uskyldig Spøg.
     Den Byrde
     En Hyrde
   Om Dagen har, ved Solens Glød
     At svede
     Af Hede
   Gjør denne Aftenlye saa sød:
 Helst naar han saaer Hvile i en Hyrdindes Skjød.
  
 Naar Yndighed savnes, saa finder man den visselig,
 O søde Hyrdinde, naar man kun finder dig!
 Saa var mine Tanker, da jeg dig, Melikrona, saa
 Saa from og uskyldig blant Nympherne at gaae.
     Du iled',
     Du hviled';
   Strax samled' alle Hyrder sig
     At lede,
     Og bede
   Enhver om nærmest Plads hos dig:
 Og naar du kun smiled', holdt hver sig lykkelig.
  
 Tænk aldrig at Thyrsis forglemmer den lyksalig Stund,
 Da han ved din Side i Skyggen fik et Blund:
 Et sødere Leie har aldrig gjordt en Hyrde varm,
 End det da han hælded' sig til din bløde Barm.
     Hvo kunde
     Misunde
   Dem som har Dun og Kongepragt
     Til Senge,
     Saalænge
   Man kun til dette Bryst var lagt?
 Nei; hint imod dette ansaae han med Foragt.
  
 Men søde Hyrdinde, hvis nogen vil fortryde paa
 At Thyrsis den gang paa saa kostbar Pude laae,
 Hvor glad skal han blive, ifald du vil da svare den:
 Sligt under jeg Thyrsis fordi han er min Ven!
     Den Ære
     At bære
   Det navn af Melikronas Ven,
     Troe dette
     Vil sette
   Ham i en bundløs Gjeld igjen;
 Fortæl kun hvorledes han skal betale den.