Til Edvard og Nina Grieg

ved deres Sølvbryllup den 11. Juni 1892.

av Jonas Lie

O Tungsind, o Tungsind i tause Fjeld
Du skreg som en Ørn bag Stængsel!
      Kun Drømmen styred
      sin lette Hest
      til Eventyret
      der fjernt i Vest
som Fugl, der fløi af sit Fængsel,
Thi slig om Kvælden, thi slig om Kvælden
den store Stilhed gaar over Sjælen,
og Hugen leker saa underligt.

Og Slægter paa Slægter bag tause Fjeld
de stirred, hvor Havet blinked.
      I Bølgens Speil
      gik Slot af Guld,
      og hvide Seil
      paa lange Rul
      i Aftnens Sollande vinked.
Thi her i Norden, thi her i Norden
der kimer Klokker indunder Fjorden,
og alting leker saa underligt.

Det hildrer og vildrer bag Skoddehæng,
og Tonen den ler og graater
      saa yr og vild
      fra Troldehaug
      som Morildspil
      fra Nøk og Draug.
mens saart fra Grunden det laater.
Bag Bergensvaagen, bag Bergensvaagen
staar Lyderhorn gjemt i Graaveirstaagen,
det ljomer løndomsfuldt underligt.

H a n fride det bundne i tause Fjeld,
H u n sang det saa vidt om Lande, -
      og Slot af Guld
      i Tonens Glød
      som Havets Rul
      og Brænding brød
mod Verdens fjerneste Strande.
Thi dybt i Drømmen, thi dybt i Drømmen
der lokker Draugen og drager Strømmen,
og Hugen leker saa underligt.

Du lydhøre Skald for det tause Fjeld,
som ud kan dets Længsler ringe,
      som Strengen stemte,
      saa Fossen sang,
      som trofast gjemte
      paa Folkets Trang
og gav den din Tones Vinge, -
Du stort fra Norden, Du stort fra Norden
bar Norges Skjønhedsvæld over Jorden,
din Streng den leker saa underligt.