Til en bortdragende kunstner
av Henrik Ibsen
(Ved afskeds-festen for skuespiller Jørgensen.)
Nordpå, fra de danske strande,
djærv og frisk han foer;
al hans arv var ånd i pande,
høvdings magt i ord.
Viking lig han vilde prøve
værgets vægt, og storværk øve,
vilde vokse, vilde stige,
vinde sig et rige,
I hans sind var ungdomsfloden,
vårflom i hans mod;
i den norske fjeldgrund foden
slog som granen rod.
Der gik ry, hvor helten mødte;
stundom hændtes vel, han blødte; --
men det får nok hver mand sige,
at han vandt sit rige.
Nu står gubben ved sin banes
mål og ser mod sjø,
lyster høre hjemmets svanes
sang ved Sundets ø.
Sænk dit skjold, lægg sværd og bile;
du har stridt, kan trøstig hvile. --
sent skal tidens storme vejre
bort din sagas sejre!
Thi som bautastenes række
langs med Norges hav
mæler mægtigt om de kække,
der gik længst i grav, --
så skal du i skønheds rige
mindes gennem tusend slige, --
vidne for en rad af slægter,
hvad en høvding mægter!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer