Tytebæret

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Tytebæret uppaa tuva
voks utav ei liti von.
Skogen med si grøne huva
fostrar mang ein raudleitt son.

Ein gong seint um hausten lagde
liten svein til bær-skogs ut;
"Raudt eg lyser," bæret sagde,
"kom aat meg, du vesle-gut.

Her ifraa du maa meg taka:
moge bær er utan ro.
Mal meg sundt, at du kan smaka
svaledrykken av mitt blod!

Mognar du, so vil du beda
just den same bøn som eg.
Mogen mann det mest maa gleda,
burt for folk aa gjeva seg."



Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.