Ude ved værene

av Jonas Lie

Ude ved Værene,
vester i Skjærene,
der gaar Dysten
indunder Kysten . . .
Der farer Stormen
Vinterdagene
henover Husene,
bragende,
susende,
bjelkeknagende.
Der - i den fraadende,
braatfulde, sprøitende
Havstok, - gaar Baadene,
Jægterne, Skøiterne,
vaade i Klydsene,
revet i Seilene,
vaskende Speilene,
lændsende, krydsende,
jagende, krængende,
ind i det hængende,
regnvaade, stængende,
skoddegraa Tykke; -
dér suser i Taagen
Sildestimen og Hval og Maagen.