Under jul

(Studentermødet 1869.)

av Jonas Lie

Indunder Jul, hvor er det trist,
Snefog og Kulde og korte Dage,
Sindet bøier sig ned tilsidst,
véd ikke, hvor det skal Modet tage;
mindre og mindre af Dag det lyser,
Hjertet i Kulde og Mishaab gyser,
      kommer ei Jul?

Aaret, som stod ved Sanktehans
lyst mellem Blomster og Sommerdagen,
nu er det fattigt paa Sol og Glans,
ligger og sygner paa Sneens Lagen,
fryser og føler sin Kraft er omme -
saa maa det være, før Jul kan komme.
      Kommer ei Jul?

Saadan stred Verden en Vinter haard,
længtet med Soltrang i Hjertegrunden,
stred med en Vinter paa tusind Aar,
tænkte, den skulde til Vaaren vunden.
Men, da den følte sin Kraft var omme,
da først lod Herren sin Sol nedkomme,
      da først kom Jul.

Midt udi Mørkets og Jordens Kuld',
medens v o r Sol er ved at dale,
stiger Vorherres op som Jul,
blir det Sankthans i Himlens Sale;
netop som Jord ei mer kan raade,
kommer et Frelsens Væld af Naade,
      saa kommer Jul!