Ved Grundſtenens Nedlæggelſe til de nye Univerſitetsbygninger
1.[rediger]
Her, hvor milde Engle bære
Gaver til en lys Natur,
her er gode Varſler nære,
mens vi lukke denne Mur.
Markens Blommer
har i Sommer
krandſet den med Haabets Pragt.
Haabet ſvinger
ſtærke Vinger,
hvor den dybe Grund er lagt.
Denne Steen, ſom nu ſkal ſignes,
er at ſkatte meer end Guld;
med et Frøkorn kan den lignes,
ſom med Haab er gjemt i Muld.
Verket ſtiger,
Muren higer
kraftig mod ſit høie Meed.
Fra dens Tinde
ſkal oprinde
Sol, ſom ei af Nedgang veed.
Ja, fra Dale og fra Fjelde
Folkets Bønner hid vil naa;
her ſkal Mimers Vande vælde,
her ſkal Norges Hjerte ſlaae.
Lad de hvide
Vintre ſkride
gjennem Skov og Urtegaard —
her ſkal trygge
Alfer bygge
Hegnet om en evig Vaar.
2.[rediger]
Der lød en Jubel Landet om,
den lange Nat var ſvunden,
da Videnſkabens Helligdom
ſtod reiſt i Granelunden.
Paa dette høie Tag
faldt Iorgnens førſte Skjær;
ja, inden det blev Dag,
ſad Trøſtens Due der
med Olieblad i Munden.
En Kraft af Folkets Hjerterod
omfatted Lyſets Lykke,
og kjøbte løs fra Glemſels Flod
det ſunkne Runeſmykke.
Den ſtærke Helligaand
tog Skat af Klippens Søn;
da ofred mangen Haand,
der hævedes til Bøn,
et vægtigt Arveſtykke.
Idag er dette Mindes Lyſt
med Haabets Feſt forenet;
den Vaar, der ſteg af Landets Bryſt,
er nu ſaa vidt forgrenet.
I Mindets Fryd og Glands
bor Smykket for vort Haab,
og under denne Krands
det ſtiger af ſin Daab,
med tifold Kraft forlenet.
Hvor er det ſødt at ſtirre ud
i Aandens fagre Rige,
og hilſe Lyſets Sendebud
blandt Skyerne, der vige!
Fra ſteileſt Klippetop
de vinke Dalens Slægt,
og her gaar Veien op,
hvor Blikket frit og kjækt
ſkal hæve ſig og hige.
Velſignet vorde denne Grund
med Frugt for alle Dale,
med gyldent Sagn for Sagas Mund
til Kvad og Mindetale!
Vort Haab gaaer tankefuldt
til Gud i Bønnens Fjed,
og hviſker: Han vil huldt
beſkjærme med ſin Fred
de lyſe Læreſale!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer