Ved Shelleys grav i Rom

Og jeg ser ham gaa og komme
som en aand iblandt de andre
kaste av sin sjæl og atter
fredløs, hjemløs, haabløs vandre.

Hjemløs, haabløs, fredløs vandre
ind i nattens stjerne-stille,
Ak, det var for stort, det store,
og det var for smaat, det lille!

Hvad var frihets stolte attraa,
naar til jorden kvalfyldt bundet
sjælen sine vinger løftet
og mot stjernehimlen stundet?

Ingen, ingen steder hjemme!
Og jeg ser ham atter vandre
høi og slank med bøiet hode
som en aand iblandt de andre.