Ved et bryllup
av Henrik Ibsen
den 9de Oktober 1874.
Løvet rasler, blade falder;
nær er Nordens høst;
gennem skovens brudte haller
går farvellets røst.
Derfor samler Nordens evne
sig til hjemmets hjerte-stævne,
værner varmt i stuen inde
om sit frilufts-minde.
I, som har hinanden kåret,
unge par, I to, --
gå med vårens krans i håret
ind i eders bo.
Ude lad Oktober-dagen
brede tungt sit tåge-lagen;
lad jert hjem en løvsal være,
rejst til ungdoms ære.
Det er leve-kunstens kerne:
gennem let og tungt
om sit forårs-sind at værne,
holde hjertet ungt;
det, -- når aftensolen daler,
løfte morgnens idealer
glansfuldt, kækt og højt ivejret.
Hvo det kan, har sejret.
Did at nå er samlivs gåde,
samlivs gyldne krans;
ingen kløgt kan vejen råde,
ingen visdoms-sans.
Men hvor stien er at finde
aner kærlighed iblinde.
Vogt da tro i eders stue
denne frelsens lue.
Husk, at hvo det livslys sætter
på sit alterbord,
lampen har i sorgens nætter,
blus for fodens spor.
Og når engang løvet falder
rundt om jer i høstens alder, --
sku med dette lys tilbage
på jert vårlivs dage!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer