Ved et bryllup

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

av Henrik Ibsen

den 9de Oktober 1874.

Løvet rasler, blade falder;
nær er Nordens høst;
gennem skovens brudte haller
går farvellets røst.
Derfor samler Nordens evne
sig til hjemmets hjerte-stævne,
værner varmt i stuen inde
om sit frilufts-minde.

I, som har hinanden kåret,
unge par, I to, --
gå med vårens krans i håret
ind i eders bo.
Ude lad Oktober-dagen
brede tungt sit tåge-lagen;
lad jert hjem en løvsal være,
rejst til ungdoms ære.

Det er leve-kunstens kerne:
gennem let og tungt
om sit forårs-sind at værne,
holde hjertet ungt;
det, -- når aftensolen daler,
løfte morgnens idealer
glansfuldt, kækt og højt ivejret.
Hvo det kan, har sejret.

Did at nå er samlivs gåde,
samlivs gyldne krans;
ingen kløgt kan vejen råde,
ingen visdoms-sans.
Men hvor stien er at finde
aner kærlighed iblinde.
Vogt da tro i eders stue
denne frelsens lue.

Husk, at hvo det livslys sætter
på sit alterbord,
lampen har i sorgens nætter,
blus for fodens spor.
Og når engang løvet falder
rundt om jer i høstens alder, --
sku med dette lys tilbage
på jert vårlivs dage!




Ris, ros og synspunkter
Norske Dikt welcomes all comments. If you do not want to be anonymous, register or log in. It is free.