Alene

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Der suser ned en kveld paa jorden
derude i den mørke vaar;
en aften vandrer gjennem vaaren
saa mild, umælende og saar -,
og fyldt av sus fra aftenrøder
slaar ind mit vindus lille seil,
- og der er lys - en nellik gløder,
og stuen flygter i mit speil!

Den lille aften foran lampen
med nelliken i vaargrøn lind
og trevlerne fra pipedampen
og fattigdom og mager kind -
den ungdomsstemning, dyb og stille,
som jeg i aften eier givet,
og lever, haabende mod andet,
skal engang dæmre angst i livet - -

Engang, i fremtidssorte nætter
skal stille langs mit lys sig skynde
et nellikskjær - og løv, som sprætter
i haabets bitre unge ynde, - - -
den skal ei være til at gribe,
den fryvils lille sommerving;
den slukner i et streif, en stribe
med bud om alt og ingenting!

*

Men der er deri ingen lære,
og ingen Panacé man har -
i det man er, der maa man være;
man kan ei være føre var
med det at aande og at leve
av al sin kraft i livets strøm
for saa engang i angst at bæve
og gribe vissen mod en drøm!