Vigilie

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

Ja her er endnu megen tid at vente, -
her er ei glans og saare lidet varme!
Men lave lys er ganske tidlig tændte
langs alle askens broncemørke arme -!

Hvor de er grønlige, som alterbluss
i dunkel helligdom, og de er stille,
med sine veker dybt i ædle oljer:
Jeg tror de kunde slukkes, hvis jeg vilde - -

Men denne rand av lys vil vaaren værne;
for blussene vil blaffe op i fliger
og løbe gult om frugtens fine kjerne - -
og naar saa somrens dønning i dem stiger,
da vælder gyldne lys fra skogens stage
de store solbetagne sommerdage!


- - -


Nu er der vaar og morgen her i skogen,
og dagen damper blekt med vaarens ruder,
og langs de mørke, broncesvære staker
ligger som gnist ved gnist de lave luer -
og derfor er her morgenmørkt i skogen,
vigilie under askens skjønne buer!


- - -


Jeg selv er kanske morgensakristanen.
Søvndrukken tasser jeg paa maa og faa,
og aander paa den nattenakne bronce
og myser op mod helgenrudens blaa:
«Mon ikke nu bag blaanet glas derude
fuglende driver ind, av syden fløine?
Jo de maa være bag den matte rude,
og de vil bruse gjennem vaarens glar -!»


- - -


Men endnu efterglemt fra natten siver
dens kolde fosfor efter aller grene.
Hvo véd, hvad salighed en aand bedriver,
naar den har hvælvene for sig alene - -?
Hvad kan vel aarets store herre mene
med denne blaa kontur, han fint befølger
langs hver en kvist paa trærnes glasne stammer,
saa haven samlet i et blaa-lys bølger?
Tilvænner han de vintervalne grene
med drømte tyngder, førend somren kommer -
og ser om trær, som kunde vintren bære,
har evne til at bære frem en sommer?!