"Tone"
Ak! imellem disse Blade
og den himmelske Novelle,
Maunts Hansen nu for glade
Serafiner maa fortælle,
har hans Dødssuk tont: Vi have
her i Haand Hans sidste Gave.
Havde Døden Pennen revet,
før han endte, Ham af Haanden,
"Tones" Slutning digtet blevet
var blandt Himmelske af Aanden.
Elsket vilde de hans Tone,
Engelen som Bondekone.
Muntrere da var tilvisse
hans Fortællings Ende vorden.
Thi en serafinsk Novelle,
skjøndt begyndende paa Jorden,
ender ei ved Graven; denne
er kun et Kapitels Ende.
Tones Fryd, da Hjertet kunde
af sin Qval omsider briste,
da hun hørte selv hvorlunde
Mulden faldt paa hendes Kiste,
maatte Han i Skjaldetale
da i Engles Kreds afmale.
Hendes nye Skjønhed, dannet
i den gravnedsænktes Billed,
skabt af Lys med Skygge blandet,
Perlens ligt, saa skjært formildet,
skildred Han med Skjaldegaver
da for lyttende Serafer.
Og hvorlunde Himlens Fyrster
sig forelskede i Hende,
at et Bryllup med den Bedste
blev tilsidst Novellens Ende
-- dette alt om Tone vilde
Han for Englene afbilde.
Og af deres Smiil han fatted,
hvor dem Døden lidt betyder,
at de fryde sig naar Klokken
til den Ædles Liigfærd lyder.
Vi, vi fatte ei den Glæde,
Vi, som for den Tabte græde.
Og naar endt Han havde, vilde
Jubel gjennem Himlen lyde:
"Held os! hid en Skjald er kommen
for de Himmelske at fryde!
Elskte Digter! du fortælle
maa os endnu en Novelle!"
