Åbne vande!
Åbne vande, åbne vande!
Hele vintrens lange længsel,
nu den bliver helt til trængsel:
Næppe ses en sjø-blå strime; -
som en måned er hvær time.
Åbne vande, åbne vande!
Solen smiler, isen trodser,
nyder den som skamløs frådser:
Knap har solens mund forladt den,
og den fryser til om natten.
Åbne vande, åbne vande!
Storm må til, og stormen kommer,
skyller fræm fra andres sommer
frie bølger, stærke bølger, -
brag og bråt og synkning følger.
Åbne vande, åbne vande!
Atter luft og bærg sig spejler;
der en damper, her en sejler,
in ad bruser bud fra verden,
ud ad mod en kamp-stor færden.
Åbne vande, åbne vande!
Solen ildner, regnen svaler,
jorden rejser sig og taler.
Sjælen svarer, skælver, lyer,
kraften er der, som fornyer.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer