Bryllops-vise nr. 5.
Ved du så, hvad det var især,
som gjorde, det blev henne?
- Nu, jeg hænter min hjærtens-kær,
jeg kan det godt bekænne - :
Den, jeg ælskede først på jord,
var min signede, egen mor;
hun skal atter i ungdoms-flor
i Lina gå in på gården.
Kært blev hjæmmet mig én gang til,
da hun det vilde dele.
Træer, lier og bække-spil
snakked, som fik de sjæle.
Hennes udstyr: hun ælsker mig;
hennes skønhed: hun følger mig;
hennes medgift, - ja, le du ej - :
to arbejds-vante hænder.
De skal dække mit første bord
i hjæmmet, Gud oplod mig.
Smag på maden hun får af mor
og smiler så med den mod mig.
De skal spare mit arbejd in,
brede ordenens rene skin
over vor stue, vort bord, vort sinn
og over vor siste time.
De skal give i gærning svar
på tvilene, verden ejer,
på hvad øjnene lovet har,
at hjælpe vort liv til sejer.
I de øjne, der har jeg sejlt,
sænkt mit lod og mit væsen spejlt.
Jeg har ikke min kurs forfejlt
i kærligheds morgen-tåge.
Ved du nu, hvad det var især,
som gjorde, det blev henne?
skønner altså, at lige kær
hun blir mig uden ende.
Hvæm, som engang - det ved kun Gud -
over den andre skal brede ud
siste lagen - : min brud, min brud
hun bliver for evigheden.
av Bjørnstjerne Bjørnson.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer