Aa gud ske lov!

Aa gud ske lov, at natten god er svundet,
den dumme nat, hvori jeg utaalmodig
mod dagens første dæmringsbrud har stundet
som et gebursdagsbarn . . . Nu nødmer lyset,
nu skjelver luften svakt for morgengyset,
og sølvblaat svulmer havet i en strime
og varsler om det store unders time.

Jeg staar i dagens gry med blanke kinder,
med blodet tørstende i alle aarer,
med seiersskrik paa læben: Se, den rinder!
Det ropes svar av lattermilde guder,
der tændes glimt paa glimt i vaakne ruter,
og gjennem taaken stiger marker, enger
som et i natten drømmevirket klæde
av duggsprængt spindelvæv, hvis taarer drypper
til jorden funklende av dagfødt glæde.

Jeg hilser dig, du dag for mine længsler,
for mine sterke, flyvesyke længsler!
Jeg hilser dig, du dag, for mine planer,
for mine glade, store, nye planer!
Og se! Der nu jeg gaar med brand paa kinden,
staar trær og busker vaiende for vinden
og bølger foran dem som friske faner.
De bølger foran livets store stevne,
hvor ogsaa jeg vil prøve dig, min evne,
og kjende kræftene i buer spændes,
i handling mættes og av handling tændes.

Jeg er ung! Og gjennem sjælen strømmer
en anelsernes verden hvor jeg drømmer
i ensom lykke. Stilt og barne træder
min fot, som om tilgivelse den beder
for hvert et skridt; dte myldrer jo i trængsel,
og kryr av liv, som lever denne dag, blot denne,
men lever den i straalefryd til ende
paa dig, vor jord, som nu i jubel hæver
mig paa min gang, til leende jeg svæver
og svævende i rummets sol fornemmer
en livsmusik av millioner stemmer,
som løftes i et rop: Jeg lever, jeg lever!