Aftenſcene paa Søen
Søvinden vifter og Solen vil dale,
Aftnen er varm.
Lad nu vort Seil, over Bølgerne ſvale,
hæve ſin Barm!
See dog hvor ſtolt vor bevingede Karm
lader ſit Flag over Blaadybet prale.
Nu ſkal vor Snekke, den lette Svanhvide,
gjøre ſig fri.
Snart mellem Seilernes Vrimmel vi glide
Øen forbi,
og, paa vor vexlende, flygtige Sti,
løbe den hurtigſte Seiler om Side.
Men til de vinkende Lunde vi ſende
ſpottende Blik.
Styrmanden raaber alt: „Klar til at vende!“
Hurra, det gik!
Snekken har her med ſit yndigſte Nik,
givet ſin Glæde paa Bølgen tilkjende.
Og, medens nu over ſkinnende Planker
Skummet ſlaaer ind,
drage de gladeſte, flygtigſte Tanker
gjennem vort Sind.
Ingen vil her, mens der lufter en Vind,
løbe i Havn eller ligge for Anker.
Kjender du Baaden, hvor Valdhornet klinger?
Reis dig, min Ven,
ſving med din Hat, eller kys paa din Finger
— Ja, det er den!
Kom lad os vende og ſtyre derhen;
fæſt nu til Sejlene Ømhedens Vinger!
Seer du din Skat med den ſorte Mantille?
— Hold ei for nær!
Ak, i den lurende, ſtive Familie
ſidder hun der.
Mødes og ſkilles! — det pasſer jo her
juſt til en Dands over Havfruens Tilie.
Nu er det ſtille. Paa Øer og Strande
Taagen er lagt.
Aftenens Glands paa de rolige Vande
ſpreder ſin Pragt
Flaget i Seilfligen hænger forſagt;
ja, man kan ſee, det er Tid til at lande.
Hvor er din Dame? I Skumringens Fjerne
blinker et Seil
hiſt, hvor den prægtige Aftenens Stjerne
ſeer ſig i Speil.
Ak, da Sejladſen har ſlaaet os feil,
ankred du der for et Øjeblik gjerne.
Lad Barkarolen i Moltoner ſige
hende Farvel.
Stil for din Tanke den lyttende Pige,
drøm om dit Held!
Ja, lad den deilige, rødmende Kveld
kaſte ſit Gjenſkin i Drømmenes Rige!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer