Agterspeilet

Anna havde fundet Havn
i Gud Faders egen Favn.

Efter nogle Døgns Forløb,
vi Southamptons Havn forlode:
London bød os bedre Kjøb;
og Kanalen op vi stode.
Da, idet vi drev med Tiden,
Kysten nær, for slappe Seil,
fører Strømmen hen til Siden
Brædtet af et Lodsbaadsspeil,
hvor i Hvidt paa Sort vi see:
"Hastings, Pilot, Numero three."

-- O Tilfælde underligt,
som maa mere synes hjemme
i et Fee- og Alfe-Digt,
end i vore haarde Dage,
da med tør prosaisk Stemme
Alt fortælles som det skeer,
      strengt og strikte
som det monne sig tildrage,
med Forbud imod at digte;
og hvor Mennesket, skjøndt Aand,
ikkun troer hvad Øjet seer
og hvorpaa det fat kan tage
med den tunge plumpe Haand.
. . O Tilfælde, sandt og skjønt!
Da jeg, rystet dybt, mig læner
over Rælingen, paa Speilet
tvende Sommerfugle seiled,
tvende deilige Falæner
trygge der forelskte leged,
som om Brædtet var et grønt
Eiland, op af Havet steget.
En var hvid, meer hvid end bleget
Snekkeskal derindpaa Stranden,
blaa, meer dunkelblaa den Anden
end Skjærsommerdags Azur
i den tropiske Natur.

Eller mon i Aandens Magt
fri Gestalten ned er lagt?
      Da kanhænde,
af en sød uskyldig Smag,
som vi Mennesker selv kjende,
Francis' og hans Annas Sjele
samme Lyst har maattet dele
til, en vakker Sommerdag,
atter Jorden at besøge,
og som to Falæner spøge.
Ja kanhænde da -- Gud veed --
at de Elskende, der blevne
ere fra hinanden revne
før Forening har havt Sted,
kunne, Sødheden at smage
af en jordisk Kjærlighed,
vende for en Tid tilbage
snart i Form af Nattergaler
ømme Sisgener og Svaler,
snart som Sommerfugle skjønne,
for at leve saa en Sommer
ganske for sig selv alene
i det friske Livsensgrønne
under Skovens dunkle Grene,
indtil Efteraaret kommer.
Da, en Kvel, af Stjerner klar,
naar de blinke som man kunde
tydelig fra deres Munde
høre baade Raab og Svar,
svinger sig det søde Par
opad opad til det glade
Hjem, de nu ei meer forlade,
da vor Jord ei Mere har.
. . Tomme Drømme! Thi tilvisse,
Francis ei og Anna vilde
eet Minut af Tiden spilde
med at flagre om som Disse.
Nei, til gode gamle John
vilde Begge sammen haste,
frygtende, den stærke Aand
sin Natur, den klippefaste,
har for denne Gang fornegtet
      og ei mægtet
sidste sorte Træf at tvinge,
saa hans Sands har maattet springe,
Glasset liig, man tvinge vil
over Stemmens Omfang til
endnu højere at klinge.