Akershus Slot
Over Vikens Vande
- svøbt i Minders Sus -
stiger du for Synet,
gamle Akershus;
Sekler seks at svinde
dine Mure saa ...
friske Morgenvinde
end om Fløien gaa!
Femte Haakon trygged
Vikens Værn og Ly,
tidt paa dig de bygged
Haab i Oslo By;
thi om Staden flammed
rød af Krigens Brand,
Fienden dig ei rammed,
du holdt tappert Stand.
Naar Maanen skinner paa de Mure hvide,
i Slottets Sale der en Susning gaar,
naar Borgens Taarnuhr melder Midnatstide,
da du et Skimt af svundne Tider faar.
Da svæver Gjenfærd om de gamle Faner
derinde - baarne under Kampens Gny,
i «Borgestuen» færdes blege Ahner
til første røde Skjær af Morgengry.
Da, se - med Sorgmod paa den hvide Pande,
hvor hendes fagre Ungdomstid svandt hen,
i stille Længsel mod de danske Lande
Margrethe gaar ved Midnatstid igjen.
Tys! hør i Natten ... var det Fuglekvidder?
Nei, hist fra «Knutstaarn» lød saa sært et Skrig . . . .
paa Taget taus og skummel Uglen sidder,
tolv lange Aar der hviled Alfssøns Lig.
Sig ... er det Christiern, han, ved Vinduets Rude,
som drak i Livets Høst saa bedsk en Drik;
hvem færdes nu paa Fjorden vel derude -
thi Vemods Sprog saa taler Kongens Blik ...
Alt Solguld i de gamle Ruder lyner:
- hør Fløiens Lyd for Drag af Morgenvind! -
Forsvundet ere Nattens Drømmesyner,
naar Dagens Rødme farver Fjeld og Tind.
Høit - inde paa de sommergrønne Volde
- hvor friskt Trompeten klinger end idag -
du ser en Dug med Korset ud sig folde:
der frit i Vinden vaier Norges Flag.
Snart skal du kneise som i fordums Dage,
bli Vikens stolte Kongeborg paany.
Skin da - o, skjønne Blad i Norges Sage -
til fjerne Tider over Oslo By.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer