Alfhild

Alfhild, se, nu har du dækket dit bord!
Sytten aar trængte du,
sytten aars dagslit i uryddig jord.
Hvor det gaar slæpende! tænkte du
     endnu ifjor.
     Men hør, hvor det gror!
     
     Nu er det fulddækt, dit bord.

Og det er, som en grolukt glødende slaar
op av din vaar.
Du staar midt i solen
med glorie av guld om dit haar
og barmen i knop under kjolen
seiersglad, livslysten, pyntet til dans.
Idag er det din Sankthans.

Jeg sparker bak gjærdet og ser paa dig, Alfhild,
og kjender, hvor aarene sner paa mig, Alfhild.
Fyrti aar tok det mit gjærde at bygge.
Jeg staar i dets skygge
og ser og ser.
Og du ler.
Ak, du ler av mig, Alfhild!
Du slaar dit bord og ler.

Jeg rusker i gjærdet, jeg bander mit gjærde.
Du ber mig vakkert la være.

Aa ja, det er saart, det er ondt at ældes
for en, som har sanser!
Man spytter i gryten
og svær til dyden,
alt medens de unge danser.
Mig leker i øret en kaat melodi
og par efter par glir mykt forbi . . .
Jeg staar der og spytter
og tænker som saa, at jeg dog ikke bytter -

Midtsommernat. Se, dansen gaar!
Den, som var tyve aar!