Aprilaften

Maaske er det træthet, maaske ogsaa vemod!
Hvor stride og nyløste bækkene bruste,
saa lerkerne vaaryre, solskinsberuste
mot skyglansen slynget sin dirrende trille,
der sænker nu kvelden sig mødig og stille . . .
I vassvulne hjulspor paa ødslige veie
et gjenskin kun speiles fra skyernes leie,
hvor sol gik til hvile.
                    Saa lyst er det endnu.
                    
En klang av sølvtoners sitren i luften
er dog blit igjen fra det brusende møte,
uhørlige næsten, men anende bløte,
forjættende rike for den, som kan høre.
Og høre kan hver, som i ensomhet vanker
og urofyldt kjender, hvor blodstrømmen blanker:
Der gaar som musik mellem alle de tanker,
som ikke faar blunde, men stridende stræber
i elskov at møtes som læber mot læber.

Og to, som gaar sammen, de stanser og lytter,
til fjerntfra de hører, hvor tonene drager
dem ømt mot hinanden, snart blot som de klager
i længsel, i smerte, snart svulmende tunge.
Med blomst og med blad ligger alt nu derinde,
beredt til i sjælen at rødme og skinne,
hvert blad, aa, saa nyvaatt, saa lysegrønt krøllet --

I sløv straaler Venus. Forsølvet, forsølvet er alting i aften!