Svalerne

Den rappe svale er det!
Bak skyggekolde fjeld
sit vingepar den dypper
i morgenrødens væld --
hvorpaa den guldblaa styker
hen over husets tak.
varmt kvitrende i solen:
Gudmorgen og goddag!

To smaa, jeg vet, der ser sig
saa dypt forundret om:
-- Nys vi vort øie lukket,
da aftenrøden kom.

Ræd for dens mørke har vi,
for nattens lange blund,
den, som jo dog kun varte
et rosenrødt sekund.

Imens staar moren over.
Vel tænker hun som saa:
-- Jagvist er det en lykke
at eie jer, I smaa!

Gav og det arbeidshænder
at bygge jer et hjem,
stolt jeg dem begge rækker
til velkomsthilsen frem!

Med solen stiger haabet.
Ut mine svaler smaa!
Ryst nu de gyldne lokker
i morgenluftens blaa!

Ut mine svaleunger!
Bland eders røst i fryd
med kvittret rundt i huset,
med alle livets lyd!