Asylbørnenes sang til sin velgjører, generalmajor Birch, paa skjærsommerdagen 1841.
(Mel. En Sømand med et modigt Bryst.)
Nu kommen er, paa Guds Befal,
den deilige Skjærsommer.
Da alle Vi nok plukke skal
vor gode gamle General
en Krands af Markens Blommer.
Se, Dage komme, Dage gaae
fra Himlens store Sale.
Først Martses fattige og graa,
Aprilens spraglede derpaa.
De ere Sødskend alle.
Saa kommer Majens Treti-Een.
Da Himlen leer af Glæde.
De pynte sig med Birkens Green,
og Vinterens forglemte Steen
de med Violer klæde.
Saa komme, liig en Dronnings Børn,
Skjøn-Junis glade Dage.
Da snarere end Fjær paa Ørn
groe Roser frem paa haarden Tjørn
og Græs paa Bondens Tage.
Men herligst kommer Sanktehans,
den Konge mellem Dage.
Han af sin Krones Rosenkrands
stormodig gi'er en Knop til Mands,
og har dog nok tilbage.
De Dage Solen højest staaer
hans Regimente varer.
Naar Kong Sankthans saa heden gaaer,
en Høstaks Kjæmpehøj han faaer
af muntre Slaatteskarer.
Idag (tre Dage netop før
hans egen Fest skal være)
Sankthans en prægtig Høitid gjør,
saaledes som sig hør og bør,
til "Generalens" Ære.
Fra Træet vajer han med Flag,
fra Ageren med Fjære.
Hvor staae dens Ax som Spyd i Slag!
Han mønstrer af sin Hær idag
til "Generalens" Ære.
Idag befoel han Hybnen strax
sin første Knop at bære.
Han bød en Flor af alle Slags,
og Agren skjød sit første Ax
til "Generalens" Ære.
Og Sankthans selv er pyntet ud
saa prægtig han kan være.
Idag, som paa et himmelskt Bud,
staae alle Markens Blommer Brud
til "Generalens" Ære.
Thi ingen Rose er saa blød
som Hjertet hos den Kjære.
Hvor fuldt af Dugg for al vor Nød!
Hvad, om med eet deraf frembrød
en Engels hvide Fjære?
O deilige Vidundersyn!
Det over Os vil svæve
med Rosers Glimt og Liljers Lyn;
men Vi, vi jublede i Sky'n:
"Asylets Engel leve!"
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer