Barnets aasyn
Hvor ynderigt, hvor mildt og blødt sig runder
det Barneaasyn, som i Uskyld blunder!
som aandede med Liv i Morgenvind
det fine Rødt paa Maanedsrosens Kind.
Hvad Honningdugg dog disse Øine regne!
Hvor sødt et Digt i Smiil de Engle tegne,
udslettet flux med Skyggen af en Drøm,
der traurig er fordi den er saa øm!
Det Tungsind, disse Øienbryn frembringer,
er Mulmet under Sommerfuglens Vinger,
Tusmørket af et Blad, som dæmrer ind
i Dybet af en skinnende Jasmin.
Hvor stærk en Sol, hvis Glands paa Barnepanden
gjør Qvinden skamfuld og forvirrer Manden!
Dog er saa fine Træk dens Straalers Leeg:
hvad Blegnens Rødmen! en Karmin hvor bleg!
Saa fagert Aasyn har vi alle baaret.
Saa fiint et Rødt paa Alles Kind har vaaret,
som aandede en Maanedsroses Kind,
og Blodet steg i klare Balsamin.
Engang saa huldt vort Billed, mens vi drømmed
paa Moders Skjød, i hendes Øje svømmed.
Saa kjært deri og skjønt det blommet har
som Maanedsros i fattig Kones Glar.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer