Beinaelven
(PAA DRAMMENSBROEN, 23DE FEBRUAR 1840)
Hvor er min fyrige, min kjække Elv,
min Beina, Helten mellem Norges Strømme,
den klare Tanke mellem Dalens Drømme,
den dybe Vilje, stærk som Skjebnen selv?
Her aabner du et Øje; -- men hvor mat!
Hvor taareblegt det blinker og forsvinder!
Det synes fuldt af døende Kjærminder,
en Blaanen af en trætvakt Foraarsnat.
Hvor fromt og mildt er Dybet! Men iblandt
som Stjerner funkler det igjen dernede,
og Strømmen leger med sin Højtidskjæde
af blaa Safir og hviden Diamant.
Ha, hviler du, min Strøm, saa rask som Blod,
som hvilte ei, som Roligheden hader
alt ifra dengang Jøkelen, din Fader
i Hallingdal, du brusende forlod?
Den gjæve Gubbe elsker selv sin Ro;
Han vandt dertil i Guders Kampe Retten;
men lidet kun han liker den hos Ætten.
-- Ha, Beina, lad os lyde ham, vi To!
Iil frem, iil frem, fuldendende dit Værk,
du kjække Helt imellem Norges Strømme,
du klare Tanke mellem Dalens Drømme,
du dybe Vilje, som en Skjebne stærk!
Rull hen! At du kan rulle blidt, jeg veed.
Blaaklokkerne paa dine Engebakker
for Vinden bøje ei de smekkre Nakker
med dine Bølgers søde Ydmyghed.
Men du, som nylig saa blød og øm,
hvor kan du bruse herligt i din Vrede!
Hvad vil du, Stolte, som jeg maa tilbede?
Er det din Vaagnen af en Ungdomsdrøm?
Vaagn, Dyb, saa fuldt af rappe Stjerneskud!
I Havets Skjød de tindrende forsvinde!
Dit Rigdomshorn vil fuldt af nye rinde.
Strø ødselt, somom Havet var din Brud!
Mød det paa Fjorden, paa din Sejerssti!
Hist hænger røden Flag fra frosne Snekker.
Det er den første Blomst, din Brud dig rækker.
Iil ud det norske Banner at befri'!
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer