Brasilie-farten

ET DIGT PAA HDS. MAJ. DRONNING JOSEPHINES FØDSELSDAG
DEN 14DE MARTS 1845.

Troer mig, uden Ord at klandre:
trende Nætter paa hverandre,
var min Geist
over til Brasilien reist.

Nattelampen i mit Kammer
kastede imidlertid
sine bange blege Flammer
paa en Dødning, mere hvid.

Spørger mig, I tusind Munde!
spørger mig kun ad og om!
Hvad jeg saae, det skal jeg melde;
men jeg veed ei Selv, hvorlunde
fra de hvide norske Fjelde
jeg til fagre Rio kom.

Kun saameget kan jeg sige,
at man gode Vinger trænger,
Uglens udi Tysthed lige
og end Albatrossens længer.

"Kom!" -- saa lød den Geistes Ord
sagte bag Gardinets Folder,
som med Styrkens Spot mig holder
mellem Himmelen og Jord.
"Norges Marts, i Sne indsvøbt,
har ei Martsviolen døbt,
      ja forgjæves
efter kun et Blad den kræves.
Men i fire Vingeslag
skal Du nok af Blommer fange
mere talende end Sange,
til din elskte Dronnings Dag."

Jeg i Fartens tre Sekunder
hørte først dernedenunder
barske Nordsjøs Ulvehylen,
saa Kanalens vrede korte
      Hundetuden
i de hvide Grændseporte,
      og deruden
Verdenshavets Løvebrølen.

      Ovenover
og i Speil i Havets Vover
jeg paa begge Sfærer saae
Stjerner op og ned at gaae.
"Store-Bjørn" i Nord gik ned.
"Korset" høit paa Hvælvet skred.

Tvivler Nogen, Han mig fritte,
mærke Ord og skrive op!
Rios underskjønne Egne
kan jeg af livagtig tegne.
Blind jeg skulde Vejen hitte
opad steile "Sukkertop."

Thi paa alle Rios Skrænter,
ja fra "Corcovados" Tind,
sværmende som travle Bi,
jeg til Josephine henter
al Brasiliens Flora ind.
Grusomt raste jeg deri.
Intet Blomster Naade venter,
hvori der var Fantasi.

Jeg en Regnbue' vilde spænde
for Eugenes Datters Fod
af Convolvler med de trende
Farver, skjøndt af samme Rod.

Oscars elskte Viv til Ære,
over Hendes Hoved sænke
vilde jeg et Morgenskjær,
skabt af Roser, som man her
i vor kolde Hemisfære
ei kan male eller tænke.

Og for Carl Johans Velsignte
Myrthe- og Orangeblommer
skulde ganske tæt udstrøes,
      saa det lignte
disse Snefog i vor Sommer
Æbletræet slipper løs.

For den elskte, jubelkeiste
Dronning Baldachiner blaae
op jeg af Kjærminder reiste
under Vinterhimlen graa.

Men til Ære for Christinden
og for Moderen og Kvinden,
foran hvert af Hendes Trin
spredte ud jeg Liljers Lin.

Naar jeg Meer ei kunde hytte
i mit vidtudspændte Fang,
ilte hjem jeg med mit Bytte;
men det hændte hver en Gang --
ak! at jeg opvaagned med
tomme Hænder paa mit Sted.
Til en Bøn for Hende bare
fromt i Kors de lagte vare.

Fosforhvidt min Harmes Blus
flammed mod min Genius.
Men han hvisked kun igjen:
"Frisk! Til "Belvederet" hen!
      Just til "Sao
      Christovao!"
I din Dronnings tvende Frænker
      der Du finder
Floras rigeste Præstinder,
som dig nok af Blomster skjænker.
Ere de til Josephine,
kappes vil da Hver med sine.

To Prindsesser -- ganske sandt --
jeg i Slottets Have fandt.
Tyst Francisca, som var ældst,
skrev paa Noder Rad paa Rad,
hvad en Harpe kvad som helst,
der i Cedrens Grene sad,
mens Maria, hendes Søster,
      sig forlyster
med at have fanget i
Rosens Kalk en Kolibri.

"Ak! -- hun sagde -- vilde denne
      smukke Fange
være blot lidt mindre bange,
skjønt dens Buur er uden Tag,
under Overreisen blunde,
      saa jeg kunde
den til Josephine sende!
Snart er Hendes Fødselsdag."

"O jeg var fornøjet, Søster,
vilde Luftningen, som røster
gjennem Harpen, paa sin Vinge
Hende blot min Hilsen bringe!

Men, for ikke strax at dø,
for ei som den trætte Svale
midt paa Havets Dyb at dale,
var det for den Zefyr bedst,
om den ved den sidste Ø
blev en herlig, stærk Sydvest --
mørkblaa fjerntifra at se,
nær som jagende i Sne,
men paa ny en Zefyr tyst
under Josephines Kyst."

"Gid -- saa lo Maria -- gid
Vinden førte Halvten did
af vor altfor rige Sommer!
Thi vi kvæles fast af Blommer.

      Tænk, det hænder
tidt, at en -- ja ret en Laps
af Passionsblomst dristig titter
med de store lysblaa Øine
gjennem vore Vindvers Gitter.
Over vort Altangelænder
den og en Lian omkaps,
begge op i Luften fløine,
klattrende sig ofte høine."

      Neppe sagt,
før begjærlig af jeg mejer,
med et tropisk Vindstøds Magt,
Halvedelen af den Pragt,
Belvederets Hauge ejer.
Ja det gik i saadan Hast,
at en Sværm af Kolibrier,
Sommerfugle, Gyldenbier
fulgte med mig i min Kvast.

Ak! jeg ogsaa denne Nat,
hvortil alt mit Haab var sat,
vaagnede, da den var omme,
med korslagte Hænder tomme.

Bønnen var endnu ei endt.
Skjøndt den var, som den var ment,
sammensat af Ord, der brænde,
er det Tegn mig dog for mat:
maalløs Bøn i ensom Nat.
Hvem kan af et Intet kjende,
at jeg vil tilbede Hende?

Vel, javel! jeg vil tilbede.
Jeg for Ordet veed ei andet.
Det er lært af Fædrelandet.
Landsmænd, men jeg skinsyg er.
Hende elsk, I Tusinder!
Men kun Skjalden i sin Hede,
kun en Digter i sin Sejer
Retten at tilbede ejer,
      og kun Han
syndeløs tilbede kan.

Første Nat som Patriot
over Dronningen jeg bad,
syntes i mit Huus Hun sad,
tryllende det til et Slot.

Nat derpaa for mig blev baaret,
at jeg var en Ridder saaret.
Jeg, saa langt min Klinge kunde,
af paa Valen Blomster skar,
som min Dronnings Farver bar;
og de svalede min Vunde,
      Blodet standsed,
saa, imens jeg bad, jeg sandsed.

Sidste Nat -- o da jeg atter
      laa tilskamme
atter med mit tomme Fang --
bad jeg med en Christens Fred,
dog med Calderonisk Flamme;
og det serafinske Navn
hørte henrykt jeg hvormed
      Herrens Moder
kalde vil sin fromme Datter,
naar Hun trykker første Gang
Hende i sin ømme Favn.

Dog forsandt jeg troer, at mine
Bønner i de trende Nætter
for den elskte Josephine
stege flux til Himmerig
hurtigt som paa Lysets Fjere;
friske fra mit Hjerte rundne,
      at de ere
nu til Jesu Hjerte bundne,
brad forsvundne, Duften liig
af den Dronning for Tacetter,
som, i hine Nætter huust
      i mit Kammer,
vist maa have mig berust,
kogt en Gift ved Lampens Flammer.

Thi hvergang jeg aabned Øjet
Blomsten sig tilbage bøjed
paa sin Stengels slanke Talje,
rædselskjøn, en Circe liig,
som just havde rækket mig
Tryllebægret af Emalje.

Ve mig! ve mig! Dagen gryer.
Disse Straaler ikke skrømte.
Men ved Lampens sidste Fyr
Blomst for Blomst af hine drømte,
næsten synlige, som graa
Snirkler og Rosetter paa
Skyggens sorte Bund, bortflyer;
og min ud af Sjelen tømte
Bøn -- o den, den er saa tyst!

Ve! jeg har da intet Tegn
for de Følelser for Hende,
som jeg dyrker i mit Bryst.
Derfor, Zitterflamme, blegn,
som en troløs Glæde tændte!
Du, som med Bedrag kun endte,
ned i Sorgens Aske brænd!

Thi slig Armod under Sol,
saa bedrøvelig Elende,
om du raaber efter den,
ikke letteligen findes,
som en Skjald, hvis Tanker brænde,
men som har ei et Symbol.
Armere er ikke Rummet,
om dets Stjernepande blindes,
bladløst Træ, en Fos forstummet,
naar den under Isen bindes.

. . O, mig skeer en Aabenbaring!
Jeg et Symbolum opdager,
som behøver ei Forklaring.
Trods min Genius, den Bedrager,
skal i Simpelhedens Klædning
(Nøgenheden selv har Svøb)
det mig yde Seir og Redning.

Gyldengrøn en Straale løb
pludselig for mine Øine.
      Dem at høine
 og at se
solbestraalt mit Laurbærtræ,
fatte Tanken og udføre,
var kun eet Minut at gjøre.

. . Tak, Trofaste, som har levet
under fattigt Vennetag,
      frisk og karsk
over denne Vinter barsk
indtil Josephines Dag!

Jeg vil tage, Du maa skaffe
af din Krone fagrest Green.
Se, som en Smaragd-Agraffe
glime friske de hver een!

Den, ja kun en Laurbærgreen
bringer jeg Eugènes Datter.
Hun Betydningen nok fatter.
Thi selv Fiender for slig Helt
planted Laurer ved hans Telt.
Josephine er fra Liden
mellem dem opvoxet siden.

Ædle Green, mit Tegn da vær!
Gaa, Gesandt, udfør din Pligt!
Bær Du frem min fromme Hyldest!
Gjør for Josephine Fyldest
for et endnu bedre Digt!
Vær et selv! Ja et Du er!
      Laurens Kvad
er nok taust, men tankemægtigt.
Gaa da freidigt! Hemmeligt
dog jeg kysser først hvert Blad
i det smukke Lauredigt
-- hemmeligt, men fromt, andægtigt.

Men du Geist, som mig bedrog
for Brasiliens Underflor,
skjøndt du, af dit Lunes Naade,
gav mig hurtig Oversætning,
snellere end Svalers Tog,
snellere end Svaners Flaade
henad Stormens Strømme foer
i den sekelgamle Retning . .
Du -- thi Alt du kan, jeg troer,
      blot du vil --
stærke Genius, du skal mine
blege Kys forvandle til
hvide Rosers Gjennemfletning.
Thi saasandt med vaagen Sands
nu jeg føler Blodet strømme,
og som Tiden ryster sine
Sandkorn ned foruden Stands,
bar Hun netop saadan Krands,
da jeg sidste Gang idrømme
saae i Himlen Josephine.