Brudefærden i Hardanger
Der aander en tindrende sommerluft
varmt over Hardangerfjords vande,
hvor høit op mod himlen i blaalig duft
de mægtige fjelde stande.
Det skinner fra bræ, det grønnes fra li,
sit helligdagsskrud staar egnen klædt i,
thi se, over grønklare bølge
hjem glider et brudefølge.
Som en oldtids kongedatter saa prud
med guldkrone paa og skarlagen,
i stavnen sidder den prægtige brud
saa fager som fjorden og dagen.
Lyksalig brudgommen svinger sin hat,
nu fører han hjem sin dyreste skat
og ser i de øine milde
sit liv som et bryllupsgilde.
Alt risler det lokkende tonefald
af ganger og slaat over voven,
fra fjeld og til fjeld ruller bøssens knald,
og glædesraab svarer fra skoven.
Med brudens smaa terner drives der skjemt,
og kjøgemesteren har ikke glemt
at fylde ustanselig kruset
til ære for brudehuset.
Saa drage de fremad med lysteligt spil
hen over den blinkende flade,
og baad efter baad sig slutter dertil
med bryllupsgjester saa glade.
Det blaaner fra kløft, det skinner fra bræ,
det dufter fra blomstrende abildtræ -
ærværdig staar kirken paa tangen
og signer med klokkeklangen.
I denne bævende, flygtige nu,
før draaben af aaren er trillet, -
har kunsten fæstet med kjærlig hu
det hele straalende billed,
og løfter det stolt for verden frem,
at alle kan kjende vort herlige hjem,
og vide de eventyr klare,
som Norges fjorde bevare.
