Et fjeldvand

Jag sad en aften i en liden baad
paa et af disse dybe, stille vande,
der ligge, som et øie blankt af graad,
imellem Norges fjelde. Let og varm
stod aftenhimlen om de mørke strande
og sænkte sig i søens klare barm,
saa baaden syntes let ophængt at svæve
midt i et lufthav, hvor der ei var bund,
men lige dybt foroven og forneden,
som jordens kugle midt i evigheden.
Dødsstilhed hvilte over sø og lund.
Der fandtes ei en fugl, som vilde leve,
som vilde synge her en aftenstund.
Ingen romantisk klang om fjeldet drog
paa klare vinger, som i Tyrols dale; -
den onrske fjeldegn eier ingen tale
undtagen ensomhedens stille sprog.
De tause rorsfolk dypped aaren blødt
og lydløst i de kolde, klare vover.
Jeg smelted hen i dnene stiled sødt;
det var, som om min sjæl gled sagte over
og tabte sig i inderlig forening
med fjeldnaturens dybe, dunkle mening.