Mit fødeland

Hvor i verden jeg gaar, om i syd, om i vest,
det er dog ei min hjemlige strand;
thi det fjeld, som jeg saa i min barndom, er bedst:
Jeg er stolt af min fædreneland.

Ei fordi der er pragt i den vilde natur,
ei for klippens den ensomme gru;
ei fordi der er gjenklang af oldtidens lur
mellem fjeldenes vægge endnu.

Thi det lader vel skjønt, naar den skinnende bræ
staar mod himlen i aftenens glød; -
det er deiligt i birkenes lysgrønne læ,
ak, men al denne skjønhed er død.

Og jeg elsker vel høit vore fædres bedrift,
og hvert sagn driver blod i min kind,
dog jeg ser kun dens kraft end i sten og i skrift:
den er stor, men den er ikke min.

O, men folket, som lever med mig paa e n dag,
det er mit, det er mit fødelands lyst, -
og naturen er skjøn kun ved hjerternes slag,
som en blomst paa den elskedes bryst.

Høit paa himlen i nord har der tændt sig en sol,
frihed luer i mændenes barm.
Lad det storme da kun om vor islagte pol,
her vi eier en kraft, som er varm.

Der er haab i det fri, i det dristige blik,
der er magt i det levende ord;
i vort modersmaal er der en kvægende drik,
og i hjemmet alene den gror.

Ofte synger en fugl om den deilige frugt
fjernt i syd over bølgernes vei.
Ak, hans stemme er sød, og han lover saa smukt,
o, men tro ham, o tro ham dog ei.

Thi jeg kjender ham godt; jeg har sværmet og drømt,
jeg har flygtet med ham mangen nat.
Men der kaldte dog altid en stemme saa ømt
fra det hjem, som jeg havde forladt.

Har du hjerte dertil, prøv at gaa, prøv at gaa
for dig selv i det fremmede land!
O, hvor snart vil da taaren i øiet dig staa
for det hjem, som ei glemme du kan.

Du vil savne den jord, hvor din moder har grædt,
hvor som barn du i skovene sang.
I det land, hvor din fader til jorden er stedt,
vil du længes at hvile engang.

Hvor i verden du gaar, om i syd, om i vest,
det er dog ei din hjemlige strand.
Thi det fjeld, som du saa i din barndom, er bedst,
og dit liv er dit fædreneland.