Centenairet

(1789-1889.)

av Jonas Lie

I.

Lummer Stilhed og blytungt Hav,
      anende Sind og Tanker . . .
ingen Skude ri'r Veiret af,
      laa den for stærkest Anker.

Sjøen gliser af hvide Skjær,
      havneløs er al Kysten,
Varsler melder, at Storm er nær,
      om jeg ser ret paa Dysten.

Thi i en Tid, som op er rørt,
      saa den med Grundbraat bryder,
at den blir frem mod Afgjør ført,
      Dønningen dump betyder.

Skytungt lummert tilmødesgaar
      den nye Tid og den gamle, -
Angstens Aande i Luften spaar:
      snart skal et Tidehverv ramle.

II.

Op saa flyver et trefarvet Flag,
      - om det sittrer der Syner, -
hundrede Aar af Verdens Slag
      ud fra dets Flige lyner!

Hundred Aar af Historiens Sus
      fylder Luften med Svimlen,
fra det skjød af Bastillens Grus
      til nu, det vaier mod Himlen.

Under det har Geniet lyst,
      Heltene for det døde,
Fædrene har det i Aanden kys't
      som Fremtidens Morgenrøde.

Slægten skuer med Skjælv i Sind,
      Frankrigs trekløvte Lue
flamme fra Eiffeltaarnets Tind
      op imod Nattens Bue.

Lafayette med snehvidt Haar
      vifter med Trikoloren; - -
det er Frihedens Jubelaar,
      Folkenes Fest om Jorden!