Tschin-Tschan-Ho

av Jonas Lie

Nankins tusind Klokker klinger
fra det Taarn af Porcellæn,
klinger, ringer, klingelinger:
"Alting hænder om igjen!"

Tusind gyldne Dragehoder
gabede med Tunger røde,
tusind Djunker og Pagoder
hilsed festsmykt ham imøde,
Tschin-Tschan-Ho, den lykkelige!
da han kyssed Fædres Jord,
gjensaa atter "Midtens Rige",
hvorfra ud saa fjernt han fo'r, -
helt til Frankernes Paris,
til Sorbonnens Lærestole,
hvor paa Vestens blege Vis
ogsaa skinner lærde Sole; -
han, som skued London, Wien,
Rom, Bologna, München, siden
leved syv Aar i Berlin
for at ta Europas Viden!

Fyldt til Rand med den en Dag
op til Peking saa han reiser
for at holde Foredrag
først paa Bugen for sin Keiser,
dunkende i Gulvet Panden,
der - lig gulnet Svinelæ'r -
huser alt det, som Forstanden
plus Belæsthed indebær . . .

- Visdom vuggede hans Hode,
Tankens Lys var festligt tændt,
da, - en vandrende Pagode,
hvorom Silken rigt var spændt, -
foran Tronen frem han sjokked
tøflende der hælløs, tyst,
mens han tænksomt gik og rokked
og faldt ned saa paa sit Bryst.

To smaa skjæve Øine skinned
klogt og tørt intelligent,
som de lyste over Bindet

af et gammelt Pergament,
der var prøvt og konfereret
Slægt paa Slægt af lærde Mænd,
tusindaarig repeteret
og stadfæstet om igjen.
Med en Skuldertrækning veied
han de store Resultater;
- og han vidste, hvad de eied
nu i alle Vestens Stater:

"Høit der raabes og bedyres
om Balloner, som skal styres! -
Naar de did, d a skal vor Jord
føres ind i andre Spor,
i en anden Fremtidshimmel,
som gjør Nutidsblikket svimmel,
fares med elektrisk Ving
Jorden rundt i nogle Sving.
Og vi har ei engang Sanser
nu at fatte, hvor det stanser,
saa at, - om ei Toget glipper! -
i en Vip vor Slægt saa slipper
med sin Møie, Angst og Strid
og sin hele Takkelage,
Spørgsmaal og Problembagage
over i en anden Tid.
Der skal vokse andre Ranker
(rette Stammer kun og Tanker,
- selvsagt - hm, - naturligvis
i sligt Fremtidsparadis! -)
skal huseres, tænkes, drømmes
modsat af, hvad nu her dømmes,
slaaes, summes, brummes, lyves,
medens i Ballon der flyves, -
og vor Aand maaske kan bringe
det paa en ret heldig Dag
til at vove et Par Slag
atter med Ikarus's Vinge . . .

Javist kan én bli lidt ør,
særlig med den Tvil paa Bunden,
at maaske er Vingen funden,
- funden ja, - og mistet siden
saadan op igjennem Tiden
endel tusind Gange før! . . .
Thi det er et gammelt Uhr,
denne evige Natur:
et Sekund er en Kultur,
og det slaar med Syndflod-Aldre.
Maaske fra de urgraa Dage,
fra en Syndflod langt tilbage
graves ud der en Kanon,
eller i Sibirien tiner
Solen frem igjen Maskiner
af fremskreden Konstruktion.

Hin "elektriske Belysning"
"er" - han sa med stille Nik, -
"kun Kulturen i Forfrysning
under Verdensuhrets Tik,
Lysets Blus, mens Varmen falder,
- Hjertets og Forstandens Alder! -
til, - mærk vel! - paa Cirklens Vis
alting blir den gamle Is."

Og med Hodet saa han nikked
vuggende i sit Bevis,
som en Perpendikel tikked,
paa betænkt kinesisk Vis.
Med sin tommelange Negl
og en langsom Fingersnirkel
linied han i Luft en Snegl,
som betød: - den samme Cirkel,
hvori Verden altid gaar!
"Kun at de, - de Folk der vester, -
tænker, linieret det gaar
og har Tro paa Fremtidspræster!

Slige Ting, som der vi skue,
slig Opfindelsernes Dans,
kommer af, at der en Skrue
løsnet er i Verdens Sans.
Hele Kina nærved ødtes
af den Hændelse engang:
tusind Aar, før Kristus fødtes,
Socialismen kom igang.

Men sig selv kurerer Tiden,
naar den saadan Vinger faar;
og hos os forlængesiden
alt igjen iorden gaar.
Takket Verdensaltets Dreien
om et evigt Ingenting,
er vi gjen i Middelveien,
i dens gyldne, faste Ring!

Klart, at saadan Flugt som Ørn
ender med, at Halsen brækkes,
og at vi som Jordens Børn
maa med vore Fødder tækkes!

Og Beviser!" - Smilet tegned
sig med gammelt gulblegt Skjær; -
"jo Arago selv har regnet
ud, hvor lang Perioden er.

En og tyve tusind Aar,
skriver han, og alting ender;
da, - naar Isens Skuring gaar, -
af sig selv sig Potten vender." . . .

Nankins alle Klokker klinger
fra det Taarn af Porcellæn,
klinger, ringer, klingelinger:
alting hænder om igjen!
Nanking, Peking, Peking, Nanking,
Stephens, Watt og Edison,
Dampvogn blir igjen Palankin,
nye Slaver bærer den . . .

"Vestens Taarn mod Himlens Midte
med det Navn: Filosofi! -
Jeg kun fandt de gamle slidte,
kjendte Trappetrin deri, -
kun de gamle urgraa Tanker
i en nyslaat logisk Form,
samme Frygtens Digt, som banker
i hvert Bryst for Dødens Orm.
Fandt Nirvanas Trøstens Lære
brugt som Opiat paany,
- kun Forstanden logisk bære
Østens hele Drømmesky; -
selv d e n, at ved Dødens Vinger
vindes, saa man bort sig svinger,
den, - ja den, - som der kun Grin a'
gjøres over hele Kina.
- Som ei fangne i sit Bur
holdt os vor Planets Natur!" . . .

Nankings tusind Klokker klinger
fra det Taarn af Porcellæn,
klinger, ringer, klingelinger:
alting hænder om igjen.
Nanking, Peking, Peking, Nanking,
Stephens, Watt og Edison,
Dampvogn blir igjen Palankin
      om igjen og om igjen!