Peder Dass (av Jonas Lie)

(Under hans Portræt. Indledningsdigt til Maanedsskriftet "Nordlands Trompet".)

av Jonas Lie

Nu vil jeg sjunge ud Navnet
paa Præsten, som Nordland har gavnet
      mer end mange hundred,
  som dundred,
      slog med Hand i Stol
      der i Krav' og Kjol,
      - meldte slig Besked
      om dets Herlighed,
      at, som om det flommer,
  her kommer
Skibe med Fremmedfolk hver Sommer.

Alstadhaug, saa heder Huset.
Det staar der af Vinden omsuset,
      gammelt, graat med Hæggen
  ved Væggen;
      og i hundred Aar
      Nordlandsvisen gaar
      baad' for Seil og Aar,
      som tilgagns forslaar.
      Han med Rim saa klingre
  paa Fingre
Nordlands Trompet fik til at skingre.

Sindrig med Rimet han kimed
om Seien i Havet, som stimed,
      Jægter og Fembøring
  med Føring,
      Rorbaader paa Vær,
      alskens Fuglehær,
      Hjeldfisk hængt paa Skjær
      og, som Skik det er,
      kløvet op til Spolen;
  - og Solen,
som staar vaak om Nat her ved Polen.

Underlig Land! Du forglemte!
Manden, som tog paa at klemte,
      nidkjær os forlysted
  i Brystet, -
      han hed Peder Dass;
      han ei fo'r med Fjas
      eller Vis og Vas,
      som fik Løbepas;
      men, som Verden skrider
  og lider,
steg og Nordlandssolen omsider.

Nordlænding agte paa Tiden,
at Du kan bli levendes i den; -
      ei staa i Stranden
  som Manden,
      Strømmen fo'r afsted,
      Baaden hans og med!
      - saa Du ei faar se,
      alskens Fremmede
      bære for Dig Fisken
  til Disken,
mens Du piber fattig som en Sisken.