Had

av Jonas Lie

Du skriver, min Ven, saa trist og saa svart,
og medgives skal det, Du har det og hardt.
Men glæd Dig, har Du kun "Fiender paa S a g",
Venner imorgen om Uven idag.
Man kjæmper og slaas, og man slides og flænges
og ønsker af Hjertet, den anden skal hænges.
Den næste Dag blaaser foranderlig Vind;
den følgende ændres mod Fienden dit Sind.
N u kan Du bruges; - og begge i Enighed
snart I gjør Korsang i selvsamme Menighed
og elsker og tømmer en jublende Skaal,
begge som Brødre, for selvsamme Maal;
hader af Hjerte og Sjæl ham, - den tredie, -
som nu blev den svarte i Livets Komedie.

Knap til at fatte Du mer er istand,
at Du var Uven med saadan en Mand,
saadan en luende Sjæl for en Sag,
saadan en Kar med saa inderligt Tag! . . .
- og rent er det glemt, h v o r d a n Du holdt af'en,
da Fyren saa hjertigt og tog D i g i Kraven.

Af den Sort, én kan ikke ønske sig nok, -
og, lever én fuldblods, gis altid en Flok
af dem, som eier saapas Uforsonlighed,
at Du faar øvet Dig op en Personlighed.
Sligt er blot sjøfriskt, som naar Du tar Brækket
af Braadsjøens susende Ras over Dækket,
feiende væk baade Rathjul og Ror,
skyllende kanske Dig med overbord.
Sligt er kun Fartøiets skummende Duven,
Seilpressets Fart, mens det kniber om Luven;
Taugene spændes og hviner et Kvad:
Livet gaar dristigt, og Manden er glad!

- Aa nei, det er ei af "Fiendskab paa Sag",
Livsstriden brygger de dybtslagne Nag, -
disse, som stille i Bitterhed gjemmes,
disse, som æddre og aldrig kan glemmes,
som pløier Dig Furer og graaner dit Haar
og ligger og værker lig oprevne Saar, -
dem Smilet maa skjule, mens lønlig sig borer
ormstukne Gange bag Hud og bag Porer; -
som skaber, imedens de graver sig ind,
den minkende Mand med det uglade Sind.

Det er ei, hvor Livet og Kræfterne svulmer
i Storhed, der vokser op stinkende Bulmer.
Aa nei, vil Du møde det livslange Nag,
saa - træd en forfængelig Ligtorn en Dag,
stød mod det lille, det smaa just i Sindet,
s a a har Du det fuldbaarne Nag, som forblindet
følger din Livsvei saa sikkert og støt
som, at min Mand, Du til Verden er født!
Al Snak om Forsoning hold kun ufornøden;
thi, vid det, min Ven, - Du er hadet til Døden.
Du vagte der Kræfter saa stærke som Trold
og seige som Vidier der slipper ei Hold.
Du fik der i Hælen en Sporhund, som snuser
for Livstiden op, hvor din Lykke Du huser.

Uheldet var, at det Smaa i hans Sjæl
just skulde komme indunder din Hæl

Kanske Misundelse, lidt Jalousi . . .
Kanske Du viste, din Villie var fri,
hævded, at Venskab dog aldrig kan veie
saa meget, at nogen en anden kan eie.
Kanske Du sa, at hans Næse var rød,
men at slig Smaating dog intet betød;
- tusinde Ting, som én stille kun gjemmer
og indtil Døden saa aldrig én glemmer;
- det troldstærke smaa, det, som sidder derinde
som Arven fra Dyret bag Dannelsens Hinde,
det, som Opdragelsens Opgave just
mener at faa under Tøile og Kust,
saa hin gebræklige Del af Naturen
muligst blir dækket af Aandspolituren,
civilisert væk i Omgang og Skik,
ryddet fuldstændig fra Miner og Blik.
Disse smaa Svagheder, som vi os krymper
saa for at røbe, - vor Del af en Stymper, -
som volder en udannet én sligt Besvær,
og hvoraf vi smiler saa trygge og ler. -

- - Skjønt Manden et Øieblik ei sig forraadte,
dengang saa uheldig hans Ligtorn Du traadte;
men taug som en Mur, - vid, det krænkede Dyr
sidder og passer Dig op i den Fyr.
Den Paafugl med Foden, som saadan Du ærgede,
det Rovdyr, Du uden at vide det tærgede,
den rangsyge Abe, Du ei tog Notits af,
den Kjøter, Du spotted og gjorde en Witz af, -
han kan ikke for det den Fyr, han m a a lide,
til Dyret hans engang faar Kans til at bide. - -

Naa, - regne vi maa med det Menageri!
Livet er slig, og vi færdes deri. -
Og det om Centaurer er slet ikke spundet
saa ilde endda eller op saadan fundet; -
halv Hest og halvt Menneske, - aa jo saamæn,
synes jeg, Racen vi kjender igjen.