De Vise laste vores Jord

av Jens Zetlitz

De Vise laste vores Jord;
jeg har respekt for Vises Ord,
kun det jeg veed:
her Ranker grooe,
her smukke Piger booe;
men hvor der Piger er og Viin,
der er mod Sorgen Medicin.
Lad Sorg og Glæde følges ad —
men jeg er jævnlig glad.


Vi har jo Haand at skjenke med,
vor Gane lokker Druen ned,
vi Stemme fik til munter Sang,
og Glas gi'er yndig Klang.
Vi Piger fik at kysse os,
og Skjemt at byde Sorgen Trods,
og hvis min Mening gjelde maa,
saa er vi ovenpaa.


Brug, Helt — din Haand i blodig Krig,
din Krands jeg ei misunder Dig.
Brug, Søemand — din til Seil og Roer,
jeg ei paa Søen troer.
Brug, Autor — din til evigt Værk,
jeg ei i Skriveri er stærk;
jeg Flasken fatter, skjænker Viin,
og saa jeg bruger min.


Lad franske Kokke, vaad af Sveed,
indælte Død i Lækkerhed,
og bringe Snese Retter frem,
jeg ei forlanger dem —
De sættes for den store Mand,
hvis Gane derved kildres kan;
jeg vil ei Fraadseri men Viin —
Den pirrer Ganen min.


Gjør, Advokat — med Stemme frit
Til Uret Ret, og Sort til Hvidt,
spild Stemme, Sverrigs Talemand —
paa et uskjønsom Land —
Hæv Danmark — Stemme, endskjøndt svag,
om høit anpriste Landbosag;
men seer jeg Glasset fuldt af Viin,
til Sang jeg bruger min.


Og Du, mit skjønne store Glas —
som kom mig ofte vel tilpas,
i Dig, saafremt jeg raade kan,
skal aldrig komme Vand —
og mindre nogen Medicin —
Nei ! fuldt af Bisp og Punsch og Viin,
Du frister, lædsker, qvæger mig,
og saa jeg bruger Dig.


Hver bruge Piger paa sin Viis —
Jeg synger glad min Piges Priis,
og af uskyldig Elskov varm,
jeg tyer til hendes Barm.
Hun smiler og omfavner mig,
hun tysser, gjør mig lykkelig,
og udi hendes ømme Favn
jeg veed af intet Savn.


Moral er god til Tid og Sted,
kun vrider man sig slemt derved;
den vil saa nødig glide ned.
Aarsagen Himlen veed —
Men Hvo, som finder Kald dertil,
den bruge, naar han kan og vil —
jeg skjemter, indtil Viin og Skjemt
jeg har i Graven glemt.