Den første sommerfugl
Min Sommerfugl, flyv ind! flyv ind!
Varm dig ved Vindurosens Kind!
Tro Solen ei endnu! Dens Gløden
kun lokker troløs dig i Døden.
Paa Taget sidder traurig Stær;
meer klog end du den veed det er
ei Græs det blege Skjær derude.
Flyv ind og gjem dig bag min Rude!
Det Regnbublink fra brænet Iis
ei Kløver er og Ærenspriis;
det Hvide, som langs Gjærdet skinner
ei Somrens Snefann af Jasminer.
Flyv ind, du søde lille Gjest!
Vi begge feire vil en Fest.
Du maa min første Rose smage.
Paa Qvisten blomstrer du tilbage.
Flyv ind og sæt dig paa min Pen!
Da bli'r den from som du igjen;
igjennem den skal mine Drømme
i al din Uskylds Skjønhed strømme.
Ak, mangen Spæd af Guddomsæt
ei finder aaben Dør saa let.
Dog ligne dig, du Luftens Blomme,
de Staklers Sjele, som forkomme.
Men kom du Kræ, er det for koldt!
Kom, Barn, om Verden er for stolt!
Jeg er meer stolt end den; men eder,
I Smaa, om Kjærlighed jeg beder.
-- Den første Sommerfugl? Velan,
kom ind, om i min Sjel du kan!
Fra den er mange slige fløjne
med Vingen dækt af gyldne Øjne.
Flyv ind! flyv ind! Jeg ene er,
ei tænker meer end du; kun seer
hvor Solen kan til Leeg nedlade
sig mellem Gyldenlakkens Blade.
I aabne Vindu øder den
sin Glands paa Planten, som igjen
med trodsig Dunkelhed kun taaler
i brudte og brunlig Glands dens Straaler.
Flyv, første Sommerfugl, flyv ind!
Nei, flyv du efter eget Sind!
Jeg sender mine og i Kulden.
Bag mig de pynte engang Mulden.
En Sommerfugl? Hvad mere smukt
er til det Skabtes Skjønhed brugt
end Farven paa dens Vinge drysset,
det Blomsterblad af Livet kysset?
Som paa et færdigt Maleri
det sidste Henstrøg af Geni
du, først da alt var skabt, blev givet
af Skaberfantasien Livet.
Gud saae hen paa det Skabtes Alt
-- det stille stod som var det malt --
da lød "se alt er godt!" -- da svævte
fra Græs Du først, og Alting levte.
Og saa hvert Aar det skeer endnu.
Det første Vaarens Bud er du,
Du melder først, at Skaberøjet
end seer udover Alt fornøjet.
Flyv, første Sommerfugl, flyv ind!
Varm dig ved Vindurosens Kind!
Tro Solen ei endnu! Dens Gløden
kun lokker troløs dig i Døden.
I Gyldenlakkens lune Skjød
du drømme dig en Drøm saa sød!
Min Sjel sig ofte der nedsænker,
og i sin Drøm den herligst tænker.
Imorgen flyv da om du vil.
Men kom blot naar det qveller til:
det Solskin er kun Vintrens Smilen,
den Lunkenhed kun Stormens Hvilen.
For koldt jeg selv jo finder alt,
de Andres Blod er mig for svalt.
Mit eget maa jeg derfor øde.
I Verdens Frost jeg ellers døde.
Oh, døde ei; men skrumptes ind,
blev Paul og Peder liig i Sind.
Min Geist blev slig som den behager,
og Digtets Flor en Kjøkkenager.
Meer Varme tidt mit Hjerte fik
af Hundens end af Vennens Blik,
Men Avindsmands? o, der er Varme!
Thi det optænder dog min Harme.
Men mindre Ting har større Glød:
det første Straa, som Vaaren skjød,
Skarlagnet paa en Flues Vinger
i livsfro Flugt min Blodstrøm bringer.
Kom, Sommerfugl! Jeg dig forstaar:
Du venter paa en bedre Vaar.
Du finder den hos mig; den naaes
af Alle hvor de kun forstaaes.
Engang hist i det Blaa for mig
og kjærligt Vindu aabner sig,
naar Dagen er for kold mig bleven,
om Sne ei er paa Issen dreven.
Og der derbag da blommer vel
en Rosenknop af Lys og Sjel.
Fordi min første jeg dig skjænker,
tillader Gud jeg did mig sænker.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer