Den fangne bonde paa Agershuus

Fra Norske Dikt
Hopp til navigeringHopp til søk

DEN FANGNE BONDE PAA AGERSHUUS[1]

Agershuus.


Paa Agershuus, den Fæstning hvor
i Spindelvæv ridderlig Hæder boer --

Paa Agershuus, hvis Taarn af Bly
liig døende Stjerne staaer over By --

Paa Agershuus, hvis Borgmuur hvid
er blegnet Skygge af gammel Tid, --

Der vil i Fuglesangtaarnets Ly
min syngende Sorg sig finde en ny.

Se Borgen, den Ridder af Graasteen hist!
Kristiania hans stjernede Kaabe forvist.

Han sidder stoltelig der tilhest
paa spettet Klippe mod Sjø og Blæst.

Han er vel gammel, alligevel
en glandsfuld Historie er hans Sjel.

Og staaer hans Spiir ei liig Axen, som
-- o Norrig! din Lykkestid drejer sig om?

Hvor fyrig er han! Om Qvel du kan
i Slottets Vinduer see Oslos Brand.

Og ned paa Dagenes Færd og Skik
fra Fløjen seer Saga med funklende Blik.

Paa Muren graaner Norriges Old,
og Nu'et blommer paa grønne Vold.

Lad Krøniken aande om Taarnets Tind!
Historien sig riste i Klippen ind!

I lave Græs jeg finder mig en,
blandt Nesler, der klattre ad Taarnets Steen: --

En simpel Historie, snart fortalt:
en Taares Historie -- det er Alt.


Hybenbusken.[2]


Paa Agershuus, paa højest Sted,
      hvor flaggrer et Banner saa fremmed,
en vajende Hybenbusk blusser derved,
      somom den vor Skjændsel fornemmed.

Tungsindig den luder udover Sjø;
      dens Duggtaarer utalte fløde.
Men kommer et Stormkast fra Hovedø,
      den vajer som Flaget hint røde.

Ak, Norge, ejer du paa dit Slot
      til Flag kun Roser vilde?
til Spyd og til Skjold om det Torne blot
      og Blade, som Vindene spilde?

Dog banker under det fremmede Flag
      saa tungt ei noget Hjerte,
som det, der under hiin Hybens Tag
      udaandede engang sin Smerte.

Der sad en Fange fra Morgnens Gry
      til Aftenrødens Blegnen.
Hans Længselsuk forfulgte den Sky,
      som fløi mod Vestenegnen.

Mod Vest han stirred, mod Vest mod Vest.
      Bag blaanende Aaser atten
der laa den Dal, han elskte mest;
      thi der var hans Viv den forladte.

Mod Vest, mod Vest! Han rødmed med,
      naar Daggry paa Vestfjelde spilled.
Saa tæt som de Stjerner, der over dem gled,
      hans Taarer paa Hybnen trilled.

Mod Vest han stirred, mod Vest et Aar.
      Den Hyben blommed og blegned.
Men hvide Roser den Green udslaaer,
      hvorover hans Taarer regned.

Da Trangen raaded i Bondens Dal,
      i Byen Mænd saa onde,
forlokket i oplandske Oprørs Tal
      han blev den enfoldige Bonde.

Nu Penge ikke, eiheller Korn,
      sin Hytte kun han savned.
Han trykked den blommende Rosentorn
      for Den han hjemme favned.

Mod Vest han stirred til Øjet brast
      Men altsom han blegned i Døden,
den Green, som skygged ham stedse, med Hast
      skjød hvid imellem de røde.

Mod Vest han stirred, mod Vesten til
      hans Sjel paa et Suk hensvæved.
Men Grenen fik Hvidrosens Dødningsmiil,
      den Green, der for Sukket bæved.

Mod Vesten først, til Himlen saa
      et Suk hans Sjel henhvifted.
Men mon af Sorg over ene at staa
      de Roser Farve skifted?

Saa staaer saa meget Skjønt paa Jord
      For Sig alene og Himlen.
Men størst er den Høihed, som ene boer,
      og Hovmodet mindst mellem Vrimlen.

Den Hvidnen samme Forbandelse var,
      som sortnende foer over Fjorden,
det Vee, som hvinende Luften skar
      over Bøndernes fule Forfører.

Fra da alt sytten Aar forsvandt.
      Paa Bondens Grav saa længe
den Frister sig Liv og Rigdom vandt.
      Jeg vil ei den Terning slænge.

Fra da alt sytten Aar er gaaet
      henover de Adskiltes Grave.
En Ring af Ister for hvert er slaaet
      om den Forræders Mave.

Men Sorg har førend de sytten Aar
      den Bondes Viv fortæret.
En Skorsteen igjen af hans Hytte staaer;
      thi der har Retten været.

Som Skildvagt hans Søn tidt ved Busken gaaer;
      men meer end hans Kammerader
de hvide Blommer han ei forstaaer,
      som sørge over hans Fader.

De lude sig udover hans Musket.
      Med tankeløst Blik han forfølger
de Blade som føres af Vinden let
      langt udover Fjordens Bølger.

Han aner intet den stakkels Svend.
      Naturens Harmonier
af sløve Sandser ei fattes; thi den
      betegner vel, men tier.

Han seer vel Grenen, der blommer hvid
      paa samme Busk blandt de røde;
men veed ei den misted til samme Tid
      sit Purpur som Faderen døde.

Men vidste han hvad Grenen veed,
      der blegned af Faderens Taarer:
at det, den igjen kan farves med,
      kun flyder i een Mands Aarer!

Da -- ! Agershuus, vist længe er
      det siden man mon holde
en Dom retfærdig for Gud og Hver
      bag dine gamle Volde?

Merknader

  1. Tilegnet Overkrigskommissær Sebbelow, en Patriot, der har trukket sig til-
    bage forat hvile paa Laurbær og Egekrandse, men hvis Fortjenester i 1818
    ikke bør forglemmes.
  2. Mel. Hr. Sinklar o. s. v.




Skriv noe positivt og fornuftig
Alle fornuftige kommentarer er varmt velkommne her på Norske Dikt. Dersom De ikke er hypp på å skrive anonymt kan De registrere Dem og/eller logge inn. Det er ekstra gratis.