Den norske almuestalsmand
Den norske almuestalsmand[1]
Den hedeste Flamme i Nordmandens Indre
er Had mod Tyranner, de store og mindre.
Den fyrige Dyd han af Fædrene lærte.
O den er den glødende Marv i hans Hjerte.
Ve Den, som tør Norriges Grændseskjel flytte!
og Den, som tør krænke den Fribaarnes Hytte!
Ve Den, som tør bryde hans Lov! thi han kalder
jo Loven sin Konge fra Fædrenes Alder?
Saa vildt da som Blodet i Aarerne syder,
ei strømmende Hav gjennem Sundene bryder.
Han vexlende blusser og blegner af Harme.
Hans Nag er som Jernet, der gjemmer sin Varme.
Godmodige Døl blier den voldsomme Bagle.
Tæm Ulven da heller! sæt Bjørnen i Skagle!
Men op til den Mand, som brød Lænke isønder,
hvor ømt dog som Børn see de trodsige Bønder!
Den bryder en Lænke, som nævner en Klage.
Det stønnende Echo dog bliver tilbage.
Den bryder en Lænke, som ikke vil bære,
at Retfærdens Tjenere Bygden fortære.
Den bryder en Lænke, som strider tilthinge,
som modigen hjælper forkuede Ringe.
Hans Navn er et Echo i Norriges Dale.
Han kan deres Tusinder Øxer befale.
Se rædsomme Strøm af opløftede Biler
med blaalige Glimt nedad Dalene iler!
Men foran er Han som et levende Banner,
der hedest tør hade Nationens Tyranner.
Hvor Helten for Folket af Glædesblik hyldes!
Ak, bedre det var, om med Taarer det fyldes.
Thi visselig døer han for Folket: afvæbne
han kan vel Tyranner, men ikke sin Skjebne.
Fra Slumrendes Hoved han Slangen nok slider;
men lynsnar ham selv den tildøde da bider.
Som Fossene styrte, naar højest de svulme,
han døer af de Kræfter, han ikke kan dulme.
Han døer af et Hjerte, der sprænges af Flammer,
og taaler ei Hulken af fremmede Jammer.
Det voldsomme! tæm det! o kom dog med Lænker!
Thi Bønderne fryse, og Høvdingen tænker.
Som Lynet af svulmende Skyer fremglødes,
hans Tanker af voldsomme Følelser fødes.
Mon Bloddryp af Kristi hans Hjerte har faaet?
Thi stærkere har ei et Menneskes slaaet.
Hvi dyrker han roligen ikke sin Ager?
Mon Gud ham som Ild gjennem Dalene jager?
Hvi udsaaer den Ædle, som elsker saa Freden,
i Menneskesindet kun Naget og Vreden?
Dog blegne maa mangen Seraf, som sig maalte
med ham, da hans Aand frem i Himmelen straalte.
Hvi elsker han ikke en Qvinde? O kunde
hun ved hans urolige Hjerte vel blunde?
Dets Blodstrøm forlængst er i Jorden nedrundet,
og Aanden en svalende Stjerne har fundet.
Der hades ei mere; thi Guddommen fjerner
Tyranner og Djævle fra Frigjortes Stjerner.
Fotnoter[rediger]
- ↑ Forfatteren har for Øje Bonden Kristian Jensen Lofthuus fra Nedenæs, som efter 10 Aars Fængsel paa Agershuus som Statsfange døde sammesteds 1797, udømt af Højesteret, men af en Special-Kommission dømt til Festnings- arbeide paa Livstid for at have bragt Almuens beføjede Klager over de danske Embedsmænds Undertrykkelser for Kronprindsen, den nuværende danske Konge. Han kunde kun blive fanget ved List, da en frivillig Liv- vagt af bevæbnede Bønder omgav ham, og denne Daad skaffede dem, der havde Deel deri, Befordring og Gratialer. Agitationen strakte sig over den hele østlige Del af Kristiansands Stift. Ovenstaaende Sang har en bekjendt Almuemelodi.
Slå på automatisk oppdatering av kommentarer