Den sorgfulle

Men dypt ind under sneens frosne hvælv
gaar med sit vaarsus kjærlighetens elv,
tyst framlende sig vei ad nye baner
og stanser, hulker, eller risler søtt,
av ubevisste lykkelængsler født:
Snart smelter sneen, før hun selv det aner.

Og se, nys spraing i gryets guld den fri
og silrer nu saa morgenblank forbi
den første vaarblomst, tindrende av glæde.
Hun bryter blomsten, der i sol den staar,
men kjender smerten bare dobbelt saar
og kaster den i græmmelse og lede:

Ak, hvorfor elske, hvorfor haabe, tro,
naar bare sorg og mindes gift vil gro
av det, som burde livets kræfter hæve!
Og ut hun ser, hvor aften fin og rød
nu synker underlig og længselsbløt,
saa ømt hun føler hjertets strenge bæve.

Hun tænker paa, hvor tillidsfuldt hun gav
av al sin overflod, helt uten krav,
kun fyldt med takk, kun salig ved at give.
Og ei hun fatter det til denne stund:
Jo mer hun gav, des mere rik var hun,
var hun, som dog saa fattig skulde blive.

Og som et hjerte overflyldt og træt
blot græte kan, slik har hun ogsaa grætt
sig alle tanker sløvede og blinde
og ønsket, at det aldrig mer blev vaar,
men vinter kun og helst saa kold og haard,
saa hvass, at intet løvspring turde skinne.

Og atter falder sneen tæt og tung
og kvæler hvert et skudd; men hun er ung
og yngre kanske, end hun selv det aner.
Og dypt ind under sneens frosne hvælv
gaar med sit vaarsus kjærlighetens elv,
stilt famlende sig vei ad nye baner.